Ståle og trænerteamet overraskede mange ved at flytte Falk ind på den centrale midtbane i stedet for Kvist, mens Skov startede på kanten – dvs samme opstilling, som fungerede fint i 2. halvleg af FCN-kampen.

I dag fungerede stort set alt også fint – rigtig fint endda, bortset fra de defensive dødbolde… men lad os gå kronologisk til værks.

De første 10 minutter skete der ikke alverden i de to felter, bortset fra en udmærket skudchance til Robert Skov efter et blokeret Falk-forsøg. Men allerede efter 13 minutter markerede vi for alvor, at vi mente noget med vores offensive tilgang. Falk sendte Pieros afsted i højre side, han fandt Fischer ved bageste stolpe, og uselvisk og præcist lagde han bolden på tværs til en helt fri Santander, som havde let ved at skrive historie. Dvs score i fem kampe i træk, hvilket er en tangering af Lønstrups rekord fra foråret 1995.

Bare tre minutter senere troede man næsten ikke sine egne øjne, da Skov – fra midten af FCM’s banehalvdel – tordnede et frispark på underkanten af overliggeren. Falk samlede op, og Pieros headede forbi på det efterfølgende indlæg.

Hjemmeholdet havde store problemer med at spille sig ud af vores voldsomme pres, og de skabte ikke noget i vores ende af banen, bortset fra to-tre lange indkast fra Kian Hansen, der ikke førte til afslutninger.

Midt i halvlegen måtte Stephan dog reagere hurtigt på et fladt Sparv-skud, som blev rettet af, men kort efter var vi farlige på kontra, da Skov sendte Ankersen til baglinjen og med en del besvær fik Jesper Hansen & co. ekspederet bolden væk.

Først 10 minutter før pausen brændte det for alvor på foran Stephan, da Sanneh sparkede bolden på stolpen efter et hjørne – men altså igen først efter en standardsituation. I åbent spil stod vi bundsolidt og afviste alle forsøg, selv om de havde bolden mest i de sidste 10-15 minutter af halvlegen.

I tillægstiden fik de et frispark lige uden for feltet i venstre side, men Jakob Poulsen sendte det i muren, hvorefter Jens Maae fløjtede til pause.

Vi kom stærkt ud efter pausen og efter bare fem minutter kreerede vi endnu en smuk scoring. Fischer – midt på deres halvdel – spillede fladt op til Santander, der lagde den ud til højre, og mens Fischer stormede ind i feltet til forreste stolpe, fandt Ankersen ham med et præcist, fladt indlæg, så han kunne styre den ind til 2-0.

Men – hvad skete der så? Enten begyndte vi at tage for let på tingene, eller også vågnede midtjyderne. I hvert fald begyndte kampen at ændre karakter, de kom mere frem over stepperne, vandt flere dueller – og samtidig begyndte Santander at humpe på grund af smerter i benet, så Jonas Wind gjorde sig klar til indhop.

Men Midtjylland fik hjørne, og så gik det galt. Sviatchenko løb helt alene til bageste stolpe og headede bolden ind foran, hvor Stephan ikke fik fat i den, og Sparv prikkede den over stregen. Så lugtede ulvene for alvor blod, og Stephan hev en stærk redning frem på en stor skudchance til Jakob Poulsen. Hjørne efter hjørne blev sendt ind i vores felt, og fem minutter efter reduceringen fik hverken Lüftner eller Pieros headet et hjørne væk, og Sviatchenko styrede bolden ind tæt under mål.

Det var dog langtfra afgjort endnu. Et Skov-frispark blev rettet af og strøg lige forbi deres ene målhjørne, og med et kvarter igen hamrede Pieros bolden klokkerent på stolpen, hvorfra den sprang ud til Fischer, der ramte den skævt. En stor dobbeltchance til at komme foran igen!

Minuttet efter reddede Stephan igen stærkt, da Duelund trykkede af efter FCM-kontra – og da Thychosen ville sparke returbolden i tomt mål, ramte han Dovbyk!

Men ak… Dovbyk tog revanche kort efter og afsluttede endnu en FCM-kontra med at hamre bolden i kassen til 3-2. Falk havde ellers indhentet Wikheim i et fornemt tilbageløb, men prikkede uheldigvis bare bolden hen til den indskiftede ukrainer.

Resten af kampen pressede vi massivt på for udligningen. Et dykkende Skov-frispark endte i nettaget, en Fischer-afslutning i feltet blev blokeret til hjørne – og den nervøse stemning blandt hjemmepublikummet fortsatte helt til fjerde tillægsminut, da Jens Maae fløjtede for sidste gang.

Den sjette sejr i træk var inden for rækkevidde, men trods en på mange måder rigtig stærk præstation smed vi tredje gang i træk vi en føring herovre og rejser tomhændede hjem.