Mohamed Elyounoussi

Kampreferat: Total dominans i Parken

De to hold
For første gang i sæsonen stillede vi samme hold to kampe i træk: Trott – Gocholeishvili, Gabriel, Hatzidiakos, Diks – Lerager, Delaney (anf.), Mattsson – Elyounoussi, Onugkha, Achouri.

AaB var bl.a. uden skadede Sebastian Otoa og Oliver Ross og gav superligadebut i målet til Rody de Boer, som foran sig havde Kasper Jørgensen, Kramer, Diakhité, Jimenez – Bruus, Wedell, Davidsen, Jasson – Helenius, Mathias Jørgensen (anf.)

Holdfoto med indmarchbørn fra Klub Leo
Foto: Gaston Szerman, FCK Media


En klassisk 4-4-2, der allerede fra starten fik meget at se til på egen banehalvdel, da vi gik godt og aggressivt til værks.

De første fem minutter foregik alt spil på AaB's halvdel med fine kombinationer og gode bevægelser, og selv om de siden var oppe og slå et par indlæg og et hjørne - og havde en skæv afslutning fra Andreas Bruus langt forbi mål - så var der ikke fare på færde nede foran Nathan Trott, og det blev der aldrig i de ca. 100 minutter, som kampen varede.

I 11. minut kom vi til den første chance, da Gocholeishvili fandt Mattsson i feltet, men De Boer kom godt ud i ham og blokerede til hjørne.

Magnus Mattsson
Foto: Lars Rønbøg, FrontzoneSport


Meget af vores opspil kom netop fra højre side, hvor Gocholeishvili og AaB-backen Mylian Jimenez så en hel del til hinanden og havde mange intense dueller.

Efter yderligere ti minutters FCK-dominans blev Mattsson hægtet af Melker Wedell lige uden for AaB-feltet, men Delaney skruede dødbolden lige i muren. Aftenens anfører fik lidt efter en udmærket skudchance på kanten af feltet, da Onugkha lagde bolden tilbage til ham, men to forsvarere kastede sig ned og blokerede skuddet.

Thomas Delaney
Foto: Lars Rønbøg, FrontzoneSport


Elyounoussi headede lige over mål, da De Boer kom lidt tøvende ud til et indlæg i feltet, men de helt store oplagte udeblev, indtil vi nærmede os den halve time. Så var den til gengæld også stor, da Elyounoussi spillede bolden fladt ind foran mål, hvor Mattsson afsluttede, men De Boer reddede fremragende og nærmest mirakuløst til hjørne.

Få minutter efter smed den hollandske keeper dog bolden væk i eget felt, men Onugkha mistede den efter et par træk og skulle nok bare have klappet til den første gang.

Nu trak det efterhånden op til et føringsmål, men det blev ikke rigtig til flere chancer, før vi nærmede os pausefløjtet. Onugkha forsøgte med en akrobatisk flugter og havde også et udmærket hovedstød på et Diks-indlæg, men det sad for tæt på De Boer, der stadig holdt sit mål rent.

German Onugkha
Foto: Lars Rønbøg, FrontzoneSport


Det gjorde den hollandske keeper også efter de tre tillægsminutter, men det skyldtes både dygtighed og held, for i andet tillægsminut var han chanceløs, da Mattsson sparkede forbi mål i helt fri position efter et godt og energisk gennembrud i feltet.

Vi indledte 2. halvleg af tålmodighedstesten med samme totale kontrol over kampen og pressede nu nordjyderne endnu længere tilbage på banen. Bortset fra at Nicklas Helenius var ved at komme frem til et indlæg fra højre, så havde AaB stadig intet som helst offensivt mod et meget roligt og solidt FCK-forsvar.

Kevin Diks
Foto: Lars Rønbøg, FrontzoneSport


Ti minutter inde i halvlegen måtte De Boer igen i aktion, da Lukas Lerager flugtede fra kanten af feltet, men AaB holdt stadig stand, da Andreas Cornelius afløste Onugkha efter en times spil.

Minuttet efter fik AaB endda sit andet (og sidste) hjørne i kampen, men det var måske lige det, der skulle til, for at vi kom i gang, for nu blev der pludselig plads til en hurtig omstilling. Trott gik godt ud og boksede hjørnet ud af feltet, og så satte Achouri ellers fart og løb fra alt og alle ned mod baglinjen.

Inde foran stormede Cornelius og Mattsson ned mod mål, og kun Mads Bomholt nåede med tilbage og valgte at følge Corner, der løb til forreste stolpe, men så slog Achouri bare indlægget til bageste, hvor Mattsson enkelt skubbede bolden over målstregen.

Magnus Mattsson
Foto: Gaston Szerman, FCK Media


En meget smukt gennemført kontra, og dejligt for Mattsson at åbne målkontoen, men da var han et stykke langt foran i afstemningen om Carlsberg Man of the Match.

Vi kværnede videre uden på noget tidspunkt at give AaB mulighed for at komme tilbage i kampen, og i 72. minut fik vi også det vigtige andet mål, der viste sig at punktere kampen definitivt. Og hvilket mål!

Kevin Diks slog en fantastisk lang aflevering nede fra sin back-position, og Elyounoussi løb fra AaB-centerforsvaret, men kom måske lidt for langt ud til venstre, men så at De Boer stod lidt uden for målfeltet og lobbede den over ham med venstre, så bolden dykkede ned lige under overliggeren. Endnu et fantastisk flot mål!

Mohamed Elyounoussi
Foto: Lars Rønbøg, FrontzoneSport


Nu var det game over, men vi nægtede at flytte foden fra gaspedalen, og ti minutter før tid var Elyounoussi ved at gentage kunststykket, men chippede denne gang bolden tæt forbi mål. Går den, så går den… men vi havde flere muligheder for at øge, og størst i femte tillægsminut, da indskiftede Viktor Claesson skød tæt forbi mål fra kanten af feltet.

Robert Silva
Foto: Lars Rønbøg, FrontzoneSport

Ingen kunne have indvendt noget, hvis der havde stået 3-0 eller 4-0 på måltavlen, da Mikkel Redder fløjtede for sidste gang. Men vi fik det vigtigste, nemlig sejren, og det er svært at komme i tanker om en kamp, hvor vi har domineret så massivt og konstant - uden på noget tidspunkt at slippe grebet og kontrollen og overlade noget som helst initiativ til modstanderen.