Kampreferat: Vål vs. FCK
De danske mestre fik en flyvende start på Copa del Sol-træningsturneringen, da de norske sølvvindere fra Vålerenga blev sat eftertrykkeligt på plads med en knusende 5-1-sejr.
Zdenek Pospech bragte løverne foran efter 11 minutter, da han trak godt ind fra højre, spillede 1-2 med Bolaños i feltet, og herefter udplacerede den norske keeper Lars Hirschfeld. Men det var tæt på, at den stærke tjekke aldrig var kommet frem til denne scoring, for kort forinden var han blevet brutalt slagtet af Luton Shelton i et gennembrud på højrekanten. Pospech tog sig længe til det ene knæ, men heldigvis kunne han fortsætte og gennemføre kampen.
Københavnerne dominerede indledningen på kampen, men som 1. halvleg skred frem, kom nordmændene bedre med, selv om de kun sporadisk var fremme og true Wiland & co., der ikke havde alverden at bestille.
Efter en lille halv time var Pospech igen på færde, da han stødte med frem og fintede en aflevering ud til den overlappende Bolaños, men i stedet overrumplede Hirschfeld med et lumsk, skruet skud, der desværre kun tog overliggeren og sprang i spil igen.
Vålerenga havde stadig ikke alverden at byde på rent offensivt, så det var lidt af en dukkert, da Morten Berre pludselig bragte balance i regnskabet fire minutter før pausen. Mikael Antonsson headede helt skævt på et norsk hjørne fra højre og var ved at overliste Wiland, som dog fik kastet sig og slået bolden væk, men Berre var først på returen og kunne let ekspedere den i nettet.
Kort efter fik Luton Shelton en udmærket norsk chance, som Wiland dog tog sig godt af, og i stedet kunne Santin genetablere den danske føring inden pauseteen. Vingaard sendte et giftigt hjørne tæt ind under mål, hvor brasilianeren fik overraskende meget plads og blot skulle sætte foden på for at ekspedere bolden i netmaskerne.
I pausen kom Grønkjær på banen i stedet for Vingaard, og han skulle kun bruge tre minutter på at komme på tavlen. Men æren for målet tilfalder først og fremmest Dame N’Doye, der fuldstændig snød to forsvarere på baglinien, inden han serverede en perfekt tværpasning til Grønkjær, der enkelt satte foden på bolden og øgede til 3-1.
Efter en god time viste Vålerenga tænder en kort periode og havde et par afslutninger, som dog endte i Wilands handsker, og i stedet kunne Santin øge til 4-1 efter 64 minutter. Pospech spurtede med frem i højre side og spillede på tværs, Bolaños lod klogt bolden passere, og Santin chippede den frækt over keeperen.
Herefter skiftede trænerteamet yderligere ud på holdet og sendte Hooiveld, TK og Zohore på banen i stedet for Antonsson, Bolaños og N’Doye, og lidt efter kom også Delaney i kamp i stedet for Claudemir. Og det blev Zohore der fik fornøjelsen af at lukke og slukke, da han piskede et frispark i netmaskerne fladt nede ved den ene stolpe – ganske vist hjulpet på vej af en noget løs norsk muropdækning.
Men alt i alt en solid og højfortjent sejr, der lover godt for de kommende forberedelser frem mod de to Chelsea-kampe og sæsonstarten i Superligaen. Og med sejren kvalificerede løverne sig til at skulle møde Aalesund (der i dag slog Wisla Krakow 2-0) i kvartfinalen på mandag aften kl. 19.00.