Thomsen og Fischer jubler

Kampreferat: Vi skulle først lige ud på motorvejen

Den første fjerdedel af kampen gik det lidt langsomt. Der var tæt trafik, små sammenstød og mange forsinkelser, mens de to hold fulgtes ad på vej ud af byen, men så snart vi kom ud på motorvejen, begyndte det at gå stærkt. Og da vi først kom op i fart, kunne OB ikke længere følge med.

De to hold
Jesse Joronen var tilbage i målet efter sin skade, og Boilesen startede igen på venstre back i stedet for Bengtsson. OB var ramt af en del skader i de bageste rækker og manglede bl.a. de normale wingbacks Laursen & Laursen.

Jævn(byrdig) indledning
Vi havde bolden mest i indledningen, men uden rigtigt at blive farlige mod OB's velorganiserede 4-1-4-1-formation med kun Anders K. Jacobsen fremme. Men gæsterne gravede sig ikke bare ned, men havde en del udmærkede angreb i det første kvarter, hvor kampen ikke bød på de store målchancer.

Den første kom efter 16 minutter, da Zeca sendte Ankersen afsted i højre side, og inde foran mål headede Falk lige over på hans indlæg. Det var en af dem, hvor man havde ønsket, at N'Doye var først på bolden, men lad det være sagt med det samme: det var en af blot to Falk-aktioner, der fik en rød pil på Superliga.dk's heatmap over hans afleveringer og afslutninger. Én fejlaflevering mere i de 67 minutter han fik på banen... det siger ikke alt om hans indsats, men det siger noget!

Falk heatmap


Kort efter lavede Jonas Wind lækkerier i opspillet - og dem lavede han mange af i aften! - og spillede Skov fri på kanten, og det var tæt på, at hans indlæg nåede ind til N'Doye og Fischer.

Men OB var også tæt på, da Oliver Lund smed et indlæg ind i feltet, som Boilesen og Bashkim i tæt duel stødte mod mål, men Joronen afværgede med en fantastisk refleksredning, hvorefter AK Jacobsen missede returbolden.

Jo, den første snes minutter var en intens og afvekslende periode, som dog blev lidt skæmmet af en grim stempling af AK Jacobsen på Vavros læg og hæl ude ved sidelinjen. Den stærke slovak ømmede sig forståeligt, men der skulle mere til at slå ham ud, så han rejste sig og spillede videre.

Efterhånden fik vi bedre og bedre flow i vores offensiv, og da vi nærmede os den halve time kunne man for første gang tale om en vis dominans, og vi begyndte for alvor at skabe chancer. Falk var lige ved at finde Fischer ved fjerneste stolpe, men han nåede ikke at få ordentligt træf på bolden.

Skov og N'Doye satte os i gang
Det gjorde N'Doye til gengæld i det 29. minut, da Skov spillede ham fuldstændig fri i feltet med en genial aflevering. Fynboerne ventede måske et skud på mål, da han trak ind fra sin højre kant, men med en hård, præcis pasning fandt han N'Doye, der iskoldt lagde bolden forbi Sten Grytebust til 1-0.

N'Doye tiljubles efter sit mål


Dermed fik vi for første gang to spillere med mindst 20 Superliga-mål i samme sæson - og d'herrer havde endda mere i godteposen i aften!

Fischer var tæt på at øge til 2-0 efter 33 minutter, da Jonas - med et genialt første touch - spillede ham fri, men fra spids vinkel skød han lige på Grytebust. Vi havde nu rigtig godt fat i kampen og dominerede frem til pausefløjtet - og lige inden det kom, fik Fischer endnu en stor chance  efter endnu en fornem detalje af Jonas - men blev hevet lidt i bukserne af Marco Lund, så han var ikke i fuld balance, da han afsluttede og Grytebust parerede. Måske et lille straffe?

Viktor Fischer


Tingene afgjort det første kvarter
Efter pausen fastholdt vi den gode periode fra 1. halvlegs sidste kvarter, og snart faldt chancerne igen på samlebånd. Først reddede Grytebust godt på en Skov-chance i udkanten af feltet, og minuttet efter hev en vanvittig refleksredning frem, da N'Doye hamrede løs i fri position på 11-meter pletten - efter et fornemt forarbejde af den arbejdsomme og bevægelige Fischer.

Men ti minutter efter pausen måtte selv Grytebust give op. Endnu et smukt opspil af Fischer og Boilesen i venstre side, hvor sidstnævnte lagde et præcist cutback i feltet til Skov, der resolut firsttimede bolden i nettet uden for Grytebusts rækkevidde.

Robert Skov


Bare tre minutter senere blev det 3-0 efter en situation, der fik fynboerne godt op i det røde felt, for da Skov spillede bolden ind i feltet, ramte den Jonas på hånden og lagde sig til rette for N'Doye, der enkelt rundede Grytebust og lagde bolden i tomt mål. Men enten så Jens Maae ikke hånden, eller også vurderede han, at det var helt uforsætligt - hvad det unægteligt også så ud til.


Spørgsmål om sejrens størrelse
De to hurtige mål dræbte kampen, og resten af halvlegen var det kun et spørgsmål om sejrens størrelse - eller om de skulle have lov at lave et trøstmål. Det var tæt på en enkelt gang, da Bashkim fyrede af fra distancen, så Joronen måtte ud og flyve for at slå bolden til hjørne.

Da havde vi allerede sat Daramy ind for N'Doye og Thomsen for Falk, og til sidst fik fansene deres vilje - de havde længe råbt på William Kvist, og han afløste Jonas med et kvarter igen og fik et øredøvende bifald fra tribunerne.

Kvist og Zeca
Et smukt øjeblik - Zeca overlader anførerbindet til William


Vi havde tilløb til flere gode muligheder, hvor bl.a. Daramy kom til et par afslutninger, men først i de døende minutter blev det 4-0, da William gik med frem og præcist spillede en indenomspasning til den fremstormende Thomsen, der passerede Grytebust med en flad inderside.

En smuk afslutning på en kamp, hvor vi bare blev bedre og bedre, som tiden gik - og tog den sjette sejr af seks mulige i slutspillet. Dermed er vi sikre på mesterskabet, hvis FC Midtjylland ikke vinder i Farum mandag aften - og ellers må vi jo afgøre det på søndag, når der er DERBY i Telia Parken!

Og William... han kan med god samvittighed sætte sig på den bænk, som han fik i gave af Fanklubben ved den efterfølgende hyldest på banen. Men vi har jo lige et par kampe endnu...

William Kvist med gaven fra Fanklubben