Kan vi fortsætte stimen som ubesejrede?
Ubesejrede i DBU Pokalen i meget lang tid
Da vi varmede op til den første pokalkamp i sidste sæson (6-1 sejren over Jammerbugt FC) kunne vi konstatere, at vi blot manglede tre kampe, for at have rundet 100 kampe i DBU Pokalen. I den forbindelse skrev vi ”Hvorfor ikke bare gå hele vejen?”, for hvorfor stoppe ved 100 kampe når pokalfinalen potentielt kunne være kamp nummer 102.
Så lad os starte denne sæson med det samme spørgsmål: Hvorfor ikke bare gå hele vejen igen i år?
Med 3-1 sejren over Brøndby IF i forårets pokalfinale, blev vi den første klub til at vinde den danske pokalfinale i tre sæsoner i træk, og man skal efterhånden et stykke tilbage i tiden, for at finde vores seneste nederlag i DBU Pokalen. Det var for øvrigt også i en finale, for i 2014 måtte vi se AaB vinde pokalfinalen med 4-2.
Men siden det nederlag er vi ubesejrede i 17 pokalkampe i træk, og kan du ikke lige huske hvem det er vi har mødt, er her et hurtigt resume:
2014/15: FC Roskilde (3-2), Greve (3-0), Randers FC (5-4 e.s.), Esbjerg (1-1, 1-0) og FC Vestsjælland (3-2 e.f.s.)
2015/16: FC Vestsjælland (2-0), FC Fredericia (2-1 e.f.s.), Randers FC (2-1 e.f.s.), Brøndby (1-1, 1-0) og AGF (2-1)
2016/17: Jammerbugt FC (6-1), B93 (3-0), AGF (2-1), Vendsyssel FF (2-0) og Brøndby IF (3-1).
Efter de fem pokalkampe i sidste sæson, har vi nu spillet 102 pokalkampe gennem årene, de er fordelt på 76 sejre, 18 uafgjorte og otte nederlag.