Keita og Roerslev udlejes til Halmstads BK
F.C. København udlejer midtbanespilleren Aboubakar Keita og U19-backen Mads Roerslev til svenske Halmstad BK de kommende tre måneder.
- Keita har været en del af førsteholdstruppen i lidt over et år, og vi er meget tilfredse med hans udvikling. Han har dog ikke spillet så mange kampe på højt seniorniveau, og det er vigtigt for ham at blive matchet i kampe for at tage det næste skridt. Den mulighed får han i Halmstad, der har 12 kampe på 10 uger. Herefter vil han vende styrket tilbage til F.C. København og indgå i konkurrencen om pladserne på holdet, siger teknisk direktør Johan Lange.
I Halmstad får Keita følgeskab af 17-årige Mads Roerslev fra U19-holdet, der allerede har fået to førsteholdskampe og scorede sit første mål i debuten mod Jammerbugt FC.
- Det er først og fremmest godt for Mads' udvikling, at han allerede som U19-spiller får chancen for at spille på så højt niveau, som der er i den bedste svenske række. Han har allerede vist på U19-holdet i UEFA Youth League og i de minutter, han har fået på førsteholdet, at han har et stort potentiale. Det vil helt sikkert styrke ham i hans udvikling frem mod seniorårene. Samtidig er det en stor cadeau til vores talentafdeling og det arbejde, der bliver gjort der, at de har udviklet en spiller, der allerede som 17-årig er eftertragtet på seniorniveau i en stærk liga som Allsvenskan, siger Johan Lange.
Halmstads BK har allerede den tidligere FCK-spiller Marcus Mathisen i truppen.