Kenneth Zohore skifter til Fiorentina
Det er i dag endeligt faldet på plads, at Kenneth Zohore forlader F.C. København med øjeblikkelig virkning til fordel for italienske Fiorentina.
Sportsdirektør Carsten V. Jensen udtaler:
-Vi blev tidligere på måneden kontaktet af Fiorentina med henblik på en transfer af Kenneth Zohore. Den seneste uges tid har dialogen taget til, og det endte med, at Kenneth fik muligheden for at besøge klubben og byen og dermed danne sit eget indtryk af forholdene. I F.C. København har vi fokus på at udvikle vore egne spillere til klubbens bedste hold, og det har derfor ikke været en nem beslutning at sende Zohore afsted. Men med kun elleve måneder tilbage af kontrakten og med stor konkurrence om angrebspladserne på Superligaholdet endte det med enighed om betingelserne for en transfer. Vi har fået en god aftale på plads, og vi ønsker Kenneth alt mulig held og lykke med den fortsatte udvikling i Firenze.
Kenneth Zohore, som i dag fylder 18 år, debuterede som den yngste spiller nogensinde i Superligaen, da han i marts 2010 i PARKEN var med til at besejre AGF 5-0. Derudover blev han den næstyngste spiller i Champions League, da han i oktober samme år blev skiftet ind mod FC Barcelona på Camp Nou. I alt har Kenneth Zohore spillet 23 kampe for F.C. København.