Klassekamp i kulden!

Klassekamp i kulden!

Endelig var det alvor! Efter to måneders vinterpause og træningskampe med både gode takter og enkelte spørgsmålstegn, så var det alvor i højeste potens med en udekamp i Europa Leagues 1/16-finaerl. Det er trods alt ikke hverdagskost.

Men skulle der være lidt panderynker efter testkampene, så viste drengene hurtigt, at København er klar! Allerede i kampens 2. minut kom vi foran på det, der efterhånden er blevet et FCK-trademark i denne sæson: selvmål af modstanderen for sjette gang! Zanka snittede et Ludwig-hjørne videre, og via Anicet Abels hoved gik bolden i kassen!

Dermed fik vi kampen præcis hvor man kunne have håbet. Bulgarerne havde bolden mest, men det gav næsten sig selv, når de var hjemmehold og vi var foran. Men dels stod vi bomstærkt i alle kæder og slap dem ikke frem til chancer, og dels lurede vi selv på kontraer og dødbolde og tvang dem til ikke kun at tænke offensivt. Efter små tyve minutter var det lige før Santander slap fri til skud på en fornem Falk-fremlægning, men han nåede ikke at få bolden under kontrol, før han blev presset.

Som halvlegen skred frem voksede vi bare mere og mere, og på intet tidspunkt var vi under pres eller ude af kontrol. Samtidig virkede Ludogorets i perioder en kende modløse og levede mest på soloaktioner af deres dribleglade brasilianere, men som hold betragtet var de klart overmatchet i de første 45 minutter, selv om de fik lagt en smule tryk på mod slutningen af halvlegen.

2. halvleg var kun 18 sekunder gammel, da bolden smældede mod træværket - sendt afsted af Youssef Toutouh, der blev spillet helt fri i feltet af Falk, men overplacerede afslutningen en anelse.

I stedet gik hjemmeholdet frisk til sagen i jagten på udligningen, det blev ved et par ikke alt for farlige langskud - og i stedet slog vi kontra i den anden ende. Igen var det Falk, der iscenesatte i højre side, og igen spillede han bolden til Youssef, og denne gang fandt han vej til netmaskerne og fordoblede føringen til 2-0!

Bulgarerne pressede dog stadig på, men vi slap dem ikke til frem til noget nævneværdigt, og stille og roligt begyndte folk at sive ud af det store Levski Stadion. Men så alligevel... små minutter før tid fik deres indskiftede nyerhvervelse Claudio Keserü reduceret lidt heldigt, da et indlæg dansede på overkanten af overliggeren og dumpede lige ned for fødderne af rumæneren, der listede bolden ind fra nært hold.

Det fik hjemmepublikummet op på mærkerne i de sidste minutter, hvor bulgarerne med ny gejst kastede alt frem i håbet om en udligning. Men vores spillere holdt hovedet koldt og red stormen af, uden bortset fra et langskud fra Joao Paulo, som Robin slog til hjørne, så kom de ikke til farlige afslutninger.

Men nervøst var det for alle i FCK-lejren, og især da dommeren lagde hele fem minutter til. Men det var faktisk Corner, der var tættest på en scoring efter et fint indlæg fra Gregus!

I overtiden sad kortene desværre løst hos den kroatiske dommer, og først fik Kvist et gult kort, der sender ham i karantæne i returkampen - og efter de fem minutters overtid fik Gregus sit andet gule kort for at tjatte bolden væk, og dermed er han også ude af billedet næste gang. Men med 2-1-sejren i ryggen har vi heldigvis et fremragende udgangspunkt inden opgøret i Telia Parken om en uge!

København er klar!!


Torsdag den 16. februar 2017, kl. 19.00 på Natsionalen Stadion Vasil Levski, Sofia. Europa League, 1/16-finale, 1. kamp

PFC LUDOGORETS (Bulgarien)-F.C. KØBENHAVN 1-2 (0-1)
2.: 0-1 Anicet Abel, selvmål
53.: 0-2 Youssef Toutouh
82.: 1-2 Claudio Keserü

Holdet:
31 Robin Olsen – 22 Peter Ankersen, 25 Mathias Zanka Jørgensen (anf.), 5 Erik Johansson, 3 Ludwig Augustinsson – 33 Rasmus Falk (71.: 16 Jan Gregus), 6 William Kvist, 88 Uros Matic, 24 Youssef Toutouh (90.: 2 Tom Høgli) – 19 Federico Santander (71.: 23 Andrija Pavlovic), 11 Andreas Cornelius

Ikke benyttet: 1 Stephan Andersen, 15 Mikael Antonsson, 17 Kasper Kusk, 35 Aboubakar Keita.