FC Krasnodar

Krasnodars korte kometkarriere

Sommerens tredje og sidste træningskamp står mod russiske FC Krasnodar, og den kamp kan du se gratis på F.C. Københavns Youtube-kanal fra kl. 17.55.

Krasnodars korte kometkarriere
FC Krasnodar er ung klub, der blev grundlagt i februar 2008, hvor klubben fik licens til at begynde i den tredjebedste række (2. division). Tre år senere lå de i Premier League – uden nogensinde at være rykket op ”af sig selv”!

Den første sæson blev de nr. 3 i 2. division, men da to 1. divisionsklubber frivilligt rykkede ned på grund af økonomiske problemer, blev Krasnodar inviteret til at rykke op. Efter to år i 1. division fik de chancen for at spille i Premier League, selv om de kun blev nr. 5. Igen var det økonomiske problemer, der tvang et par Premier League-klubber ud af den bedste række.

Efter et par midterplaceringer, er de blevet fra nr. 3-5 i de seneste fire sæsoner og var også i pokalfinalen i 2014. Dermed er de også kommet ud og spille i Europa, og det har de gjort ganske godt: tre gange Europa League-gruppespil har givet tre gange avancement til 1/16-finalerne – og ligesom os nåede de i foråret for første gang til 1/8-finalerne, hvor de måtte strække våben mod Celta Vigo.

Klubbens store fremgang på kort tid har vakt en del irritation hos naboklubben Kuban Krasnodar, som længe også lå i Premier League, men rykkede ud for et år siden. Kuban er en klub med stolte historiske traditioner og en af Ruslands ældste fodboldklubber fra 1928, så det er en torn i øjet på deres fans, at opkomlingene fra FC pludselig er byens førende hold! Også fordi det er dyrt at drive professionel fodbold i det enorme Rusland, hvor alene rejseomkostningerne trækker tænder ud. Derfor har de færreste byer uden for Moskva økonomisk grundlag for at have mere end én topklub.

Sidste sæson
Lidt overraskende fyrede Krasnodar træner Oleg Kononov allerede i september, efter han som den første i klubben havde siddet i trænersædet i næsten tre år og endda havde ført klubben til endnu et Europa League-gruppespil. I stedet overtog Igor Shalimov, der har en fin spillerkarriere bag sig i italiensk fodbold i 90’erne og et halvt hundrede landskampe for Sovjetunionen, CSSR og Rusland. 

Han vandt dog kun fire af sine første 13 kampe, men i foråret lå FC Krasnodar længe på den fjerdeplads, der lige akkurat giver Europa League-kvalifikation. Men med fem runder tilbage begyndte de at lege med ilden, og to nederlag og to uafgjorte betød, at de kun lå nr. 5 inden sidste runde.

De generobrede dog den vitale 4. plads, da FK Rostov snublede og tabte 0-2 til et bundhold, og dermed er FC Krasnodar klar til at træde ind i tredje runde af Europa League-kvalifikationen.

Profilerne
I København kan man ikke sige Krasnodar uden at sige Ragnar Sigurdsson! Den populære islænding spillede i klubben fra 2014-16, men er ikke det eneste skandinaviske islæt i klubben, der er beliggende i den sydlige del af Rusland nede ved Sortehavet og ikke langt fra grænsen til Georgien.

I dag har man de svenske landsholdsspillere Anders Granqvist (midterforsvarer) og Victor Claesson (offensivspiller), og såmænd også en norsk midterforsvarer, Stefan Strandberg, som dog var udlånt til Hannover 96 i foråret og vist heller ikke indgår i russernes planer for den kommende sæson.

FC Krasnodar havde to spillere med Rusland til Confederations Cup – boks-til-boks-spilleren Yuri Gazinsky og holdets store stjerne, angriberen Fjodor Smolov, som var topscorer de seneste to sæsoner. Højrebacken Roman Shishkin var også i bruttotruppen, men blev sorteret fra.

Den defensive midt, Charles Kaboré, har 75 landskampe for Burkina Faso, centerforsvareren Martynovich spiller for Hviderusland, og venstrebacken Ramirez for Ecuador.

Og så har FC Krasnodar sjovt nok solgt Wanderson den ældre og købt Wanderson den yngre… Den ældre spillede en del år i svenske GAIS, inden han rejste til Krasnodar i 2013, og han er nu skiftet til Dinamo Moskva. I stedet har man hentet den nye Wanderson i Red Bull Salzburg.

Træningskampe
Russerne indledte træningen den 12. juni, en uge tidligere end F.C. København, og de første to uger trænede de hjemme i Krasnodar, hvor de – uden deres landsholdsspillere - vandt to træningskampe mod 2. divisionshold. I slutningen af juni rejste til Østrig, hvor de har hovedkvarter i Bad Waltersdorf.

Her slog de i søndags rumænske Viitorul med 3-1, og ud over "FCK-FCK-kampen" i aften, spiller de også testkampe mod NK Maribor (allerede i morgen!), CSKA Moskva samt Slavia Prag.