Kusk: Altid sjovt at møde AaB
Lørdag kl. 16 tager vi hul på en ny Superliga-sæson, når AaB kommer til Telia Parken og formentlig giver debut til Jores Okore, som de hentede i Hovedstaden for et par uger siden. Så han er stadig ny i Limfjordsbyen, men har blandt andet fået et par tips af Kasper Kusk:
"Jores kender selvfølgelig ikke så meget til Aalborg endnu, men jeg har da snakket lidt med ham om det. Det bliver sjovt at møde ham allerede her i den første kamp. Ellers kender jeg efterhånden ikke så mange mennesker i klubben, for det er nogen år siden jeg spillede der, men der er da stadig en del tilbage, og det er også altid sjovt at møde dem," fortæller Kasper om klubben, som han forlod for tre år siden.
Men nu gælder det F.C. København og jagten på det tredje mesterskab i træk.
"Jeg synes, vi står godt her op til sæsonpremieren. Vi har trænet godt både hjemme og i Østrig, og vi fik en resultatmæssigt god start i onsdags, selv om vi havde nogle problemer i 1. halvleg. Men jeg håber vi kan bygge videre på det, vi viste i 2. halvleg, hvor vi kom bedre efter det. Det bliver også nemmere for de nye spillere på holdet, jo flere kampe de får," siger Kasper, der selv har en konkurrent mindre på kanterne i dag, hvor Youssef Toutouh afsoner karantæne.
"Det er først og fremmest dejligt at være tilbage i Telia Parken, hvor vi fredag havde en god træning på den nye bane, og så håber vi selvfølgelig på mange tilskuere, og at vi kan give dem en god oplevelse," slutter Kasper.