Kvinderne vendte 0-2 til 4-2-sejr i Ballerup
FCKs kvinder sluttede første halvsæson af med endnu en sejr. Søndag eftermiddag fik de på fornem vis vendt 0-2 til en stærk 4-2-sejr i udekampen mod Ballerup-Skovlunde i sidste spillerunde af 2. division i efteråret.
Værterne kom foran 1-0 omkring den halve time og det blev også 2-0 kort inde i 2. halvleg, men alligevel kom gæsterne godt tilbage og scorede hele fire gange.
Mathilde Hemdorff Andersen og Freja Vestfred scorede de to første københavnske mål, inden topscorer Emma Brandt kom på banen i det 72. minut og sikrede sejren med to scoringer i slutminutterne - dermed nåede hun op på 9 mål i 12 kampe i 2. division.
Løvinderne slutter efteråret ubesejrede med 10 sejre og to uafgjorte kampe i alt. Efter efter sidste weekends 2-1-sejr over Sundby var de sikre på førstepladsen i 2. divisions pulje 1, hvilket også giver en plads i oprykningsspillet til foråret.
Her skal de sammen med vinderne af pulje 2, Aalborg Freja, møde de fire nederste mandskaber fra 1. division, hvor der stadig resterer en enkelt spillerunde i efteråret. Her spiller de seks hold i foråret om fire pladser i 1. division efter sommerferien.