La Manga dag 5

Solen skinner, termometeret siger 16 grader, banerne ligner La Mangas berømte golfbaner, og det eneste der mangler for den perfekte træningslejr er fire ligalandsholdspillere, der p.t. er på vej tilbage til Danmark fra Hong Kong!

Ståle har allerede sat sit tydelig præg på træningen: Han bevæger sig konstant blandt spillerne og giver gode råd, opmuntring, kritik og er således meget opmærksom på alle spillernes aktioner. Alle spillere virker koncentrerede og intensiteten og hårdheden til træning er som den bør være her en uge før København rejser til Brøndby til årets første "rigtige" kamp i Royal League.

Udenfor banen er tonen afslappet. De tre nye spillere Razak Pimpong, Atiba "Hutch" Hutchinson og Brede Hangeland, som stødte til truppen i går, er faldet godt til. "Pim" har allerede markeret sig i truppen, som den fødte humørspreder, klar med lidt "freestyling" rap med hjælp fra mobilen kreerer han sin egen version af sangen "Afrika". Han er centrum for en masse sjov og ballade - på den goe' jyske facon, du ved!

Hutch er lidt mere tilbageholdende, men tydeligvis glad for den modtagelse han har fået i klubben, og som han selv siger; "It's easy, they are a nice bunch of guys!" Brede Hangeland er lige ankommet til La Manga og har ikke haft så meget tid til at falde til, men han virker målrettet og professionel. Han er godt klar over, at han kun har kort tid til at blive helt klar til sæsonstarten og spilder derfor ikke ét eneste minut.

Spillerne trænede 1½ time her til formiddag og har i princippet fri resten af dagen, så de kan være klar til kampen i morgen. Ikke desto mindre ønskede fem af de unge spillere lidt ekstra træning, og derfor tog de en time nede ved banerne sammen med fysisk træner Anders Storskov og CV.

I morgen er der kamp mod Salzburg kl.15.30 og med stor sandsynlighed bliver det med en debutant i form af Brede Hangeland på holdet. Læs om kampen her på FCK.DK.