- Det er en stor og ambitiøs europæisk målsætning, vi har nået. Vi har arbejdet hårdt hen mod at få F.C. København tilbage på internationalt niveau. Det er vi lykkes med nu, og vi er videre til europæisk fodbold efter nytår for første gang i seks år i FCK. Vi vil selvfølgelig gå efter, at det bliver i Champions League, men allerede nu kan vi være stolte af, at det er en af de tre bedste europæiske kampagner i klubbens historie. Det er vigtigt, at vi alle husker at værdsætte det, mens vi er i det, for det er ikke noget, der er givet for en klub som FCK, siger teknisk direktør, Johan Lange, der har store roser til spillerne for de europæiske præstationer:
- Vi har foreløbig leveret ni toppræstationer i træk, hvis vi også tager kvalifikationen til gruppespillet med. For det er langt fra givet, at et dansk hold slår de rumænske (Astra Giurgiu, red) eller cypriotiske mestre (APOEL FC, red) ud. Ser vi på de fem kampe i Champions League-gruppespillet, så har det været nærmest naturstridigt stabilt højt niveau fra spillerne. Vi taler om den turnering med det højeste sportslige niveau i verden, hvor vi komfortabelt har slået de belgiske mestre fra Club Brugge. Over to kampe mod en stor europæisk klub som FC Porto, der til sommer formentlig vil sælge spillere for mange hundrede millioner kroner, har vi spillet lige op, og det er retfærdigvis blevet til to point til hver samlet set. Mod de engelske mestre, synes jeg subjektivt set, at vi har fået lidt for få point ud af vores præstationer, som i begge kampe var rigtigt stærke, men kun gav et point til os. Alt i alt synes jeg, at spillerne fortjener den største anerkendelse for deres indsats i Europa, og nu glæder vi os til at angribe de udfordringer, der venter i resten af efteråret, både i Alka Superligaen og mod Club Brugge i Champions League, siger Johan Lange.
Den sidste kamp i Champions League er på udebane mod Club Brugge d. 7. December. FCK skal vinde kampen, mens FC Porto højest må få et point på hjemmebane mod Leicester City FC, hvis FCK skal videre i Champions League.