Lars Højer bliver scout

F.C. København styrker sit scouting-arbejde ved at tilføje klubbens nuværende salgsmedarbejder og tidligere spiller, Lars Højer, som scout for de nykårede danske mestre.

 

- Vi skal som klub se på hvilke områder vi kan styrke os på. Det gælder også helt naturligt på scoutsiden, hvor vi fremover vil have Lars Højer tilknyttet i den sportslige sektor. Lars vil primært dække rækkerne under SAS Ligaen, samt i mere specifikke opgaver, starter Sportschef Carsten V. Jensen, og fortsætter:

 

- Lars Højer har i mine øjne den helt rigtige profil; Stor spillererfaring, erfaring fra trænerfaget og sidst men ikke mindst et godt øje for at spotte spillere med en sådan kvalitet, at de er potentielle emner for F.C. København. Så er det heller ikke et minus at Lars i forvejen er tæt tilknyttet klubben som tidligere spiller men også som en skattet og loyal medarbejder i F.C. København, slutter Carsten V. Jensen.

 

Hovedpersonen selv siger følgende:

 

- Jeg glæder mig rigtig meget til at komme i gang med arbejdet. Jeg kender jo klubben indefra og derfor har jeg let kunne forholde mig til de ønsker, der er kommet fra den sportslige sektor. Jeg er sikker på at det bliver et succesfuldt samarbejde, siger Lars Højer.

 

Lars Højer vil i øvrigt fortsætte sit virke i F.C. København som salgsmedarbejder.