Lars Jacobsen om West Ham
Efter søndagens 2-0 sejr på udebane over SønderjyskE i
Superligaen, så er der her i midt ugen træningskamp på programmet.
Onsdag aften møder F.C. København engelske West Ham United. I sidste
sæson var den tidligere FCK’er Lars Jacobsen på kontrakt i West Ham, og
FCK.DK fik derfor fat i Lars, for lige at lade ham sætte et par ord på
sin tidligere klub.
Af Jan Eliassen
West Ham
blev stiftet i 1895 som ”Thames Ironworks FC”, og er som navnet antyder
stiftet på en jernfabrik. I 1900 blev klubben så til West Ham United,
et navn der har været brugt lige siden. Der gik en del år før West Ham
opnåede den helt store succes, og i 1923 var de tæt på en sejr i
FA-Cuppen – men desværre måtte de se Bolton Wanderes snuppe titlen. West
Ham har dog vundet FA-Cuppen tre gange, 1964, 1975 og 1980, men et
engelske mesterskab er det aldrig blevet til – tættest på var West Ham i
1985/86 hvor de endte på 3. pladsen, blot 4 point efter mestrene fra
Liverpool og to point efter Everton på 2. pladsen.
West Ham har i
de senere år ikke haft den samme succes som tidligere, dog havde
klubben siden sæsonen 2005/06 haft status som Premier League hold. Den
status mistede de dog her i maj måned, for da de den 15. maj tabte med
2-3
til Wigan, så var det ikke længere muligt at redde livet i Premier
League, og derfor er West Ham at finde i den næstbedste engelske
fodboldrække her efter sommerferien.
Den tidligere FCK’er Lars
Jacobsen var i sidste sæson på kontrakt i West Ham, og var desværre med
til at rykke ned i ” The Championship”. FCK.DK stillede Lars Jacobsen et
par spørgsmål om klubben West Ham, og om hvad der gik galt i sidste
sæson:
Hvad gik godt – og hvad gik galt – siden det endte med at West Ham rykkede ned i sidste sæson?
-
I og med vi rykkede ned, så var der jo ikke så meget der gik godt. Vi
kom dog forholdsvis langt i begge Cup-turneringer, og var kun en enkelt
kamp fra at komme i FA Cup finalen, men desværre lykkedes det ikke (1-2
nederlag i semifinalen til Stoke City, red). Men i ligaen er det jo nemt
nok at sige hvad der skete, for vi fik jo bare ikke nok point, og så
rykker man ned.
West Ham er stiftet af jernarbejdere – er den historik noget man fornemmer som spiller?
-
Nej, det er det ikke. Klubben ligger godt nok ikke i noget fashionabelt
kvarter, men det er nu bare en klub som alle andre klubber.
Selvfølgelig er der en masse nostalgi omkring klubben, og stadion ligger
også i et område uden de store biler, men i det daglige er det ikke
noget man fornemmer. Jeg har jo været i en del klubber, og de minder
alle sammen meget om hinanden.
Hvordan tror du at West Ham klarer sig i den kommende sæson? Er de i dine øjne favoritter til et returnere til Premier League?
-
De hører med til favoritterne. De har materialet til at rykke op, men
det bliver svært. Der er mange kampe og der er rigtig mange hold der kan
spille god fodbold, så det bliver ikke nogen nem opgave. Men jeg vil
mene, at det er lidt af en katastrofe, hvis ikke de rykker op.
Hvad type fodbold kan tilskuerne i PARKEN forvente at se fra West Hams side?
-
Det er et godt spørgsmål. West Ham kommer med ny manager, Sam
Allardyce. Ham har jeg tidligere haft som træner, og han er ikke kendt
for teknisk betonet fodbold. West Ham er ellers netop kendt for teknisk
fodbold, men Allardyce er mere til det direkte spil end til det
tekniske. Det skal også blive spændende i forhold deres West hams fans,
for de har været kræsne i forhold til det lækre fodboldspil – men det
er som sagt, og det med mine ord, ikke hvad den nye manager er kendt
for.
>>>>> Besøg West Hams Uniteds officielle hjemmeside