Lerager, Claesson og Jelert: Ikke vores bedste, men en speciel og en vild kamp
Det var en vanvittig onsdag aften i Parken, og det prægede også stemningen i mixed zone, da spillerne kom ud for at prøve at sætte ord på, hvad det egentlig var, der skete, da vi vendte et truende nederlag til sejr.
Lerager: En meget speciel kamp
”Det var en meget speciel kamp. Vi starter dårligt, og vores pres fungerer ikke rigtigt. Men vi holder ved, og tror på, at vi kan vinde, og det gør vi ved stille og roligt at arbejde os ind i kampen," sagde målscoreren til 3-3, Lukas Lerager.
"Vi kæmper os tilbage i første halvleg, men anden halvleg starter dårligt, hvor vi ikke får sat vores pres og kommer bagud på et ærgerligt straffespark. Jeg ved godt i momentet, at bolden rammer min hånd, jeg har Varane på den ene side og Maguire på den anden, og Maguire header bolden ned på min arm, men man kan ikke nå at gøre noget.”
"Men det var en sindssyg kamp på mange forskellige parametre. Vi har et robust hold, men samtidig har vi også en mentalitet der gør, at vi kan komme tilbage, og selvom vi møder modgang, så står vi sammen."
”Lige nu spiller de Sweet Caroline i omklædningsrummet, så mine holdkammerater hygger sig, men vi er også trætte, glade og lettet over, at vi stadig lever i gruppen,” lød det fra Lerager.
Claesson: Ikke vores bedste kamp til dato
”Det var ikke vores bedste kamp i gruppespillet, men vi viser, vi kan finde en vej ud, og vi er stærke som hold. Vi ved, at vi er stærke, selv om vi kommer bagud.”
”Jeg synes, det er fortjent, at vi ligger nummer to, men hvis vi ikke er til stede i alle 90 minutter, så bliver vi straffet. Så for os gælder det om, at vi spiller op til vores bedste de næste kampe, for så har vi mulighed for at gå videre,” sagde Claesson.
Jelert: Den vildeste kamp!
”Jeg tror, det er den vildeste kamp, jeg har været med til. På banen var der en masse pauser, så rytmen blev taget ud af kampen, men kampen havde alt,” sagde Elias Jelert.
”Det røde kort er uheldigt, fordi han prøver at screene af," sagde han om episoden, der sendte Marcus Rashford tidligt i bad.
"Jeg bliver ramt højt oppe og vrider hårdt om på min ankel, så nu når den er blevet kold, kan jeg godt mærke, at den er lidt stiv og er begyndt at hæve. Men Rashford var henne og sige undskyld til mig, mens VAR tjekket var i gang, så der var intet ondt i det."
”Jeg synes, det er fedt at være F.C. Københavner i aften, for det er aftener som disse, vi stræber efter. Og vi går stadig efter at komme videre,” sluttede Elias Jelert.