Livet på DFDS Familietribunen: Fodbold, far og søn
04/01 2017 11:09
Her på FCK.DK sætter vi fokus på livet på DFDS Familietribunen med en stor artikelserie fra landets sjoveste og mest spændende sportslige familieudflugt.
Det er her, de yngste FCK-fans sidder med deres familier. Det er her, at børn – både store og små – kan lege, spille og møde nogle af deres største helte. Det er også her, at de samme børn oplever store sejre, de husker resten af deres liv - og en sjælden gang et nederlag, der gør ondt. Og så er tribunen første skridt i fantilværelsen, inden man søger på enten B- eller C-tribunen. Alt afhængig af temperament.
__
Kamp efter kamp sidder de der. Familierne. Modsat den spektakulære Sektion 12 i den anden ende finder du den mere afdæmpede tribune, hvor de holder til. Men tag ikke fejl. For selvom stemmerne er mere diskante, sangene mere afdæmpede, duften mere ristet af popcorn og hotdogs, ja, så er dette afsnit stadig fuld af kolorit, begejstring, glæde og engagement.
Forleden mødte vi William på otte, som elsker at komme ind og se sit hold spille og alle de ting, man kan gøre på DFDS Familietribunen. I dag skal vi møde hans far, Martin, som William er med inde og se fodbold med. Og det handler ikke kun om fodbold. Det handler om familie, relationer og værdier.
Sammenhold
- Det giver et sammenhold, at vi har de her lørdage og søndage, som er dedikeret til drengene, hvor vi tager af sted uden mor. Vi er for det meste fire af sted. William og hans bror og så en af mine kammerater, og det er noget, som vi har sammen, fortæller Martin, der ikke selv i sit voksne liv har haft sin faste plads på stadion før nu, selvom kærligheden til klubben har været der længe.
- Det er et langt tilhørsforhold, som det her bunder i. Det er 15 år, hvor jeg jævnligt har været inde til kampene. Det har dog ikke været en fast rutine, men da drengene begyndte at spille fodbold og begyndte at følge FCK, som jeg har gjort, så ville de jo have mere, og så var det jo tåbeligt, at vi ikke havde et sæsonkort. Og her er setuppet på tribunen rigtig fedt, forklarer han og uddyber.
Kommer i god tid
- Som forælder er det fedt, at der bliver taget så meget hånd om børnene dernede. Lige fra man kommer ind igennem sluserne, er aktiviteterne jo linet op, så derfor plejer vi gerne at tage på stadion en time til halvanden inden kampstart, fordi der er de her ting. Lykkehjulet, autografer, ja, alle de her aktiviteter, som børnene gerne vil være en del af. Så det bliver en god halvdagsaktivitet at tage til kamp, fordi vi gerne vil have det hele med i forbindelse med kampene.
Men det er selvfølgelig selve kampene, der er det store trækplaster, men her giver de lejlighedsvise arrangementer på tribunen hele oplevelsen et ekstra pift, som er med til at skabe de dage, som man sætter pris på som forælder – og som man husker.
Noget helt specielt
- Det er selvfølgelig ekstra sjovt, når der er de her særlige dage. Når der er flagdag på tribunen, den store badedyrsdag, når vi spiller sæsonens sidste kamp – de der dage. Det er noget, som jeg som far til drengene ser tilbage på som noget helt specielt, fordi det er det, der sammen med fodbolden er med til at give de store oplevelser. Og så har der jo selvfølgelig også været de gange, hvor William har været med inde på banen sammen med spillerne som indmarchbarn.
Og allerede nu glæder Martin og William sig til forårets første kamp, når holdet spiller Derby den 19. februar.
- Det bliver fedt. Det er altid fedt med de kampe. Det synes William også. Ja, de kampe er altså noget helt særligt, og det er fedt at kunne være en del af.