Ståle: - Det må vi leve med

Løverne på jagt efter Superligarekorder

Men søndagens 3-0 sejr over SønderjyskE nåede F.C. København op på 11 hjemmesejre i træk i Superligaen. Udover at det er endnu en forbedring af klubrekorden, så er det også en tangering af OB’s Superligarekord på 11 hjemmesejre i træk fra marts til august 2009 – et streak der for øvrigt blev stoppet, da F.C. København fik 1-1 med hjem fra Fionia Park.

Status for F.C. København er i skrivende stund, at 23 ud af sæsonens 28 kampe er vundet, fire er endt uafgjort og FC Midtjylland er stadig det eneste hold, der har besejret F.C. København i Superligaen. Løverne har scoret 68 mål og blot lukket 22 mål ind, og samlet set betyder det, at F.C. København allerede nu er noteret for adskillige rekorder.

De tidligste mestre - DM-REKORD
Da F.C. København i 26. spillerunde genvandt mesterskabet, så var de mestre med hele syv spillerunder tilbage. Udover at det er ny Superligarekord, så er det også ny rekord for hele DM-turneringen, hvor ingen mester har formået at vinde mesterskabet tidligere end fire runder før slut.

Flest mål på en Superligasæson - KLUBREKORD
Med 68 sæsontræffere har F.C. København allerede slået klubrekorden for flest scoringer i en Superligasæson. Der er dog stadig muligheder for at slå Superligarekorden – men det kræver at N’Doye og de øvrige Løver bliver ved med at score mange mål. Fra de nuværende 68 scoringer er der nemlig stadig 13 mål op til de 81 mål, som Brøndby scorede i 1997/98.

Sejre i træk på hjemmebane – TANGERING AF SUPERLIGAREKORD
Med sejren over SønderjyskE har F.C. København vundet 11 hjemmekampe i træk i Superligaen. Den Superligarekord deler Løverne nu med OB. Det betyder også, at hvis F.C. København vinder over FC Midtjylland om ca. to uger, så er tallet 12 – og rekorden vil ene og alene være F.C. Københavns.

Flest point i en Superligasæson
Både F.C. København og Brøndby IF har formået at få 76 point på en enkelt Superligasæson. F.C. København har lige nu 73 point, og med tanke på at der resterer fem kampe i Superligaen, så er der gode muligheder for at nå minimum 77 point.

Største forspring til nummer to når sæsonen er slut
I sæsonen 1996/97 vandt Brøndby IF Superligaen med 14 points forspring til nummer to, Vejle BK. Det er den største forskel mellem nummer et og to i Superligaens historie. F.C. København er inden 19. spillerunde 26 point foran OB, så er der gode muligheder for at denne rekord snart tilhører F.C. København.

Flest scorede sæsonmål – i Superligaen – af en spiller fra F.C. København
Med Dame N’Doyes to mål mod SønderjyskE er senegaleseren nu oppe på 21 scoringer, og samtidig er Cesar Santin noteret for 15 sæsonmål. Inden denne sæson var det Morten Nordstrand der, med sine 16 scoringer fra sæsonen 2008/09, var den Løve der havde scoret flest mål på en sæson. Det kræver dog fortsat skarphed hos N’Doye, hvis han skal nå all-time TOP-3 i Superligaen. TOP-3 toppes af Ebbe Sand (28 mål i 1997/98), Miklos Molnar (26 mål i 1996/97) og Erik Bo Andersen (24 mål i 1994/95).

Flest sejre i løbet af en Superligasæson
F.C. København har vundet 23 ud af sæsonens 28 kampe. Skulle de blot blive til to sejre mere, så vil F.C. København slå Brøndby IF’s rekord på 24 sejre fra sæsonen 1997/98.

Færrest nederlag i en Superligasæson (med 33 kampe).
Det er indtil videre blot blevet til et enkelt nederlag til F.C. København i denne Superligasæson. Superligarekorden for færrest sæsonnederlag er tre, og denne rekord deles af tre klubber: AaB (1998/99), AGF i (1995/96) og F.C. København (2006/07). F.C. København kan derfor slå denne rekord, hvis de maksimalt taber en af de sidste fem kampe.

Bedste måldifference
F.C. København bedste måldifference i en Superligasæson er +41. Det var i sæsonen 2008/09 hvor Løverne scorede 67 mål og blot lukkede 26 mål ind. F.C. København har pt. +46 og dermed skulle klubrekorden gerne være forbedret når sæsonen er slut – men også Brøndbys Superligarekord på +48 fra sæsonen 1997/98 er så absolut indenfor rækkevidde.


F.C. København satte undervejs i sæsonen også et par europæiske rekorder for dansk klubfodbold – men det er en helt anden sag. I denne artikel har vi kun set på Superligaen, hvor de første rekorder allerede er i hus – nu gælder det de næste – så hold godt øje med Løverne, for de er stadig på jagt!