Long-read: Jesse Joronens vej til København
Han var 13 år, da han fik sin seniordebut I en lille finsk by nær den russiske grænse. Tre år senere skrev han under med Fulhams akademi og boede i London til han var 24. Et ophold med op- og nedture, fem udlån til andre klubber og tre knæskader. Og en uforglemmelig Fulham-debut i The Championship samt U21- og A-landsholdsdebut for Finland.
På en februar-solskinsdag i København fortæller Jesse Joronen sin historie om, hvordan han endte i Skandinaviens største klub.
En dejlig barndom
”Jeg blev født i en lille finsk by, Simpele, der ligger i det østlige Finland langs den russiske grænse. Jeg havde en dejlig barndom, hvor jeg kunne få lov til alt muligt. Jeg begyndte at spille fodbold, da jeg var syv, og jeg gik til ishockey, jeg dyrkede atletik om sommeren og basketball og alpin ski om vinteren. Dengang var der ikke mange, der havde Play Station og den slags, så den bedste måde at fordrive tiden på var at løbe over til naboen og høre om nogen ville med ned og spille i skolegården.”
”Begge mine forældre er lærere, og vi boede lige oven på skolen, indtil jeg blev ti, så jeg kunne altid løbe ned og bruge gymnastiksalen eller spille i skolegården. Jeg havde en meget rolig og dejlig barndom og ungdom, og den var meget tryg i den forstand, at man ikke behøvede at bekymre sig om noget som helst.”
“Efterhånden som jeg blev ældre, fik jeg lyst til at finde nye udfordringer andre steder, men indtil da, var det helt perfekt at kunne dyrke så meget forskellig sport det samme sted. Der en sjov historie om ishockey, hvor jeg blev anset for en talentfuld centerforward, så min træner sagde, at jeg skulle droppe fodbold om sommeren, fordi ishockeyholdet også trænede om sommeren. Jeg spurgte, hvad de lavede om sommeren, og han svarede, at de løb rundt på træningsbanen og spillede noget fodbold for at holde sig i form. Så jeg spurgte, altså... kan jeg ikke lige så godt gøre det med fodboldholdet? Men han sagde nej, så jeg stoppede med ishockey og fokuserede på fodbolden.”
2006: Seniordebut som 13-årig
”Jeg var kun 13 år, da træneren i den lokale fodboldklub tog mig op og træne med 1. senior, som spillede i den fjerdebedste række i Finland. Jeg debuterede også, da jeg var 13, men jeg var en stor dreng allerede dengang, så det var altså ikke fordi de satte en dværg på mål...”
”Jeg dyrkede som sagt mange forskellige sportsgrene, men efterhånden viste fodbolden sig at være 'min ting'. Min far havde selv spillet basketball og var også en anerkendt atletiktræner inden for højdespring, så han ved en masse om at springe, hvilket jo også er vigtigt i min position. Jeg skylder ham virkelig meget i forhold til min karriere, og han har også altid været en mentor for mig. Mine forældre har aldrig tvunget mig til noget, men har altid været meget støttende uden at presse mig. Jeg følte bare selv, at fodbold var det rigtige for mig.”
”Vores hold var ikke specielt stærkt, og vi havde vel omkring 30 afslutninger mod os i hver kamp, så vi tabte også stort engang imellem, og jeg kom tit hjem og var pissesur. Men det udviklede mig, både som målmand og som menneske, og jeg nød stadig både at træne og spille kampe.”
”Så kom jeg på et udvalgt hold inden for regionen, og senere til landsholdssamlinger og så videre, men helt ærligt – indtil jeg flyttede til England, så forventede jeg ikke noget, jeg var bare glad, hver gang jeg blev udtaget. Fordi jeg kom fra en lille by og en lille klub, følte jeg altid, at jeg skulle bevise, at jeg var god nok, og det motiverede mig også.”
2009: Tilbud fra Fulham og Liverpool
“Til sidst kom jeg på U16-landsholdet, og efter 3-4 gode kampe i min aldersgruppe, var der skader på de ældre årgange, så jeg blev rykket et niveau op. Vi skulle spille to kampe mod Rusland, og jeg fik lov at spille den første, hvor både Fulham og Liverpool scoutede, og efter den kamp, var de begge ivrige efter at signe mig.”
”Jeg havde allerede været på træningsophold i Fulham, og efter Rusland-kampen var jeg også på ophold i Liverpool, men jeg endte med at vælge Fulham. Min far er godt nok Liverpool-fan, men han lod mig selv træffe beslutningen. Så 15 år gammel gik jeg lige fra den fjerdebedste række i Finland til Fulham i London!”
Det var i sommeren 2009, men det første år af min kontrakt lod Fulham mig blive i Finland, så jeg kunne begynde i gymnasiet. Det ville mine forældre også gerne have, så jeg flyttede til Helsinki, hvor Fulham sørgede for min indkvartering. Og et par gange om måneden tog jeg til London for at træne og spille kampe. Det blev også en god overgang fra en meget lille by til en større by, inden jeg flyttede til London i sommeren 2010.”
2010: Flytter til London
“Jeg boede hos en værtsfamilie, ligesom alle unge spillere gør, indtil de fylder 18. Der var også to børn på omtrent min egen alder, og jeg trivedes rigtig godt. Det var ikke en fodbold-familie, men en helt normal engelsk familie, og de boede tæt på træningsanlægget, så det var helt perfekt, indtil jeg blev 18 og fik min egen lejlighed.”
”Jeg begyndte på U18-holdet, men blev ret hurtigt rykket op og træne med reserveholdet, og i juni 2011 fik jeg U21-debut for Finland mod Malta, selv om jeg kun var 18 år. I Fulham spillede jeg herefter både på U23-holdet og reserveholdet, og i 2012 forlængede klubben min kontrakt til 2014. Men desværre fik jeg samme år min første knæskade.”
”Da jeg var klar igen, blev jeg lejet ud til Maidenhead United, som ligger en times tid fra London, så jeg ikke behøvede at flytte. Det er en gammel, traditionsrig klub, og de har faktisk spillet på det samme stadion i næsten 150 år, hvilket vist er rekord.”
”Jeg returnerede til Fulham i januar 2013, og samme måned debuterede jeg for det finske A-landshold, da vi spillede King’s Cup i Thailand. Jeg var 19 år, og det var næsten helt ubegribeligt, og vi vandt også mod Thailand, så det var en fantastisk oplevelse.”
”Landsholdets målmandstræner er jo en gammel bekendt af FCK, Antti Niemi. Faktisk var han også målmandstræner, da jeg spillede U16-kampene mod Rusland, der førte til kontrakten med Fulham. Han havde lige stoppet sin aktive karriere og var begyndt at træne ungdomslandsholdene. Han er virkelig speciel, men på en positiv måde! Han er stadig helt vild med heavy metal og går til Children of Bodom-koncerter og den slags. Men vi har et rigtig godt målmandsteam på landsholdet, og han er en fantastisk træner. Det er sjovt, at han også har en historie her i klubben, og han havde også kun gode ting at sige, da jeg talte med ham om at tage til København.”
2013: Én-dags-lån til Cambridge – og så til Lahti
”Men tilbage til 2013, hvor jeg tog tilbage til Fulham fra Maidenhead. Kort efter kom jeg i stedet på udlån til Cambridge United, og vores U21-målmandstræner i Fulham sagde, jeg skulle tage derhen, underskrive aftalen, træne og spille næste dag. Men allerede inden træningen sagde deres manager, Richard Money, at han ikke ville bruge mig med det samme. Og så... ja, jeg var ung dengang, så... det var jo ikke aftalen, så jeg sagde, at det kommer ikke til at ske. Og næste dag var jeg tilbage i Fulham.”
”Jeg hørte ganske vist, at manageren gerne ville ændre beslutningen og lade mig spille, men det føltes også forkert at skulle spille, bare fordi jeg havde afpresset ham. Men set i bakspejlet... altså, dengang synes jeg det var den rigtige beslutning, men jeg skulle måske have taget den kamp på bænken og så have spillet den næste. Men sket er sket, og det ødelagde ikke min karriere, selv om vores U21-målmandstræner blev ret vred på mig. Tre måneder senere blev jeg i stedet udlejet til FC Lahti i Finland og spillede en snes kampe på en halvsæson, og det var fantastisk.”
2014: Fulham-debut i Magath-æreaen
”Jeg var tilbage i Fulham i august 2013 og spillede igen med U23 og reserverne, og i løbet af vinteren blev Felix Magath ny manager. Han kunne godt lide min indstilling til tingene, og i slutningen af maj, hvor vi var rykket ned i Championship, trak han mig til side og sagde, at jeg skulle holde mig fit i løbet af sommeren, og at jeg ville blive vurderet på lige fod med de andre målmænd.”
”I løbet af sommeren lavede jeg derfor alle hans sindssyge løbe-programmer, og i pre-season klarede jeg også de tre gange daglig træning uden at sige en lyd, og Magath var meget tilfreds. Jeg gjorde det også godt i træningskampene, så han valgte at lade mig og 4-5 andre unge spillere starte inde i den første kamp i Ipswich.”
”Det var en stor oplevelse at spille i The Championship, men mit største Fulham-øjeblik var den næste kamp, da vi mødte Millwall hjemme. Lokale London-rivaler med nogle virkelig vilde fans, jeg tror de havde solgt 5.000 billetter til udeholdet til den kamp. Men jeg synes bare det var fedt, for jeg elsker, når modstander-fansene hader mig! Og da jeg stod i 2. halvleg og kunne se ned på vores egne fans på den anden endetribune, så var det en ubeskrivelig følelse. Også selv om vi tabte 0-1..."
"Vi vandt ikke noget i den periode, så resultatmæssigt var det noget skidt, men for mig personligt var det fedt at få hjemmedebut. Det er faktisk meget få, der tager til England som akademispiller, der ender med at nå førsteholdet. Chancerne er ekstremt små.”
”Der går mange historier om Magath, og han var virkelig også crazy, men han var den træner, der viste mig tillid og gav mig debut, og det respekterer jeg. Men det kørte ikke for os som hold, og han blev fyret, og jeg mistede min plads. Jeg var måske heller ikke helt mentalt klar til at spille Championship i så ung en alder, og i stedet købte Fulham ungareren Gábor Király. Det var ham, der var berømt for altid at spille i grå joggingbukser, men han var også meget professionel og en stærk målmand, og desuden en rigtig flink fyr.”
”Senere gav den nye manager Kit Symons chancen til en anden ung keeper, Marcus Bettinelli. Hans far, Vic Bettinelli, var faktisk målmandstræner for førsteholdet og et stort navn i klubben, men familierelationen var ikke noget problem. De talte ikke til hinanden som far og søn, de var bare træner og spiller, når de var på træningsbanen.”
2014: Målscorer for Stevenage
”I stedet blev jeg udlånt til Accrington Stanley, men bedst som det ellers kørte rigtig godt for holdet og i ligaen, fik jeg en ny skade, hvor min knæskal røg ud af led, inden den hoppede tilbage. Det var virkelig en nedtur for mig, og jeg tog tilbage til Fulham for at genoptræne.”
Jesse på træningsbanen i Fulham (fra Fulham TV)
”Men jeg kæmpede mig tilbage, og i august 2015 blev jeg udlånt til Stevenage, der havde Teddy Sheringham som manager. Det var dér, jeg prøvede at score et mål mod Wycombe, ha-ha... det var ikke et hovedstød i tillægstiden, det var bare et langt udspark uden for eget straffesparksfelt, som deres keeper Matt Ingram fejlbedømte i den anden ende, så den hoppede over ham og i mål, og vi endte med at vinde 2-1.”
Se Jesses scoring mod Wycombe Wanderers (fra Stevenage FC TV)
”Men efter en halv snes kampe blev jeg skadet igen i november 2015, og jeg var ikke klar, før transfervinduet var lukket, så Fulham hentede mig tilbage for at træne med førsteholdet og spille for reserverne. Men samtidig gav de mig en ny kontrakt til 2017, så de troede stadig på mig, men... jeg fik bare ikke nok spilletid.”
2016: Farvel-forberedelse
”Jeg nød dog virkelig at være en del af truppen og stadig udvikle mig, især under perioden med Jokanovic som manager i foråret 2016. Men i baghovedet vidste jeg godt, at det var på tide at finde noget andet, hvor jeg kunne spille fast. Ikke endnu et udlån, men et rigtigt skifte. Så det sidste halvandet års tid i Fulham gik jeg og forberedte mig på at forlade England. Jeg søgte ikke efter en anden engelsk klub, for nu havde jeg været der i syv år, så jeg trængte til en helt ny udfordring.”
2017: Fra London til Horsens
”Jeg må indrømme, at jeg ikke kendte meget til Horsens, men den danske Superliga var god til at udvikle målmand som for eksempel Lukas Hradecky, som jeg kendte fra det finske landshold, og som skiftede til Frankfurt, lige inden jeg kom til Danmark. Jeg talte med ham og andre, der kendte Superligaen, og de sagde alle det, som jeg selv har konstateret nu, at det er en rigtig god liga.”
”Så for mig var det en no-brainer, da Bo Henriksen ringede direkte til mig og sagde, at han kunne lide hvad havde set på video. Det var klubbens målmandstræner Peder Hansen, som havde fundet mig og fortalt Bo om mig, og de ville have mig som fast målmand og til at spille en stor lederrolle i organiseringen af forsvaret. Og det var lige netop, hvad jeg ønskede mig, så jeg skrev under i sommeren 2017.”
“Horsens er en lille by, og det er en lille klub, og jeg mener, at de tidligere havde haft nogle finansielle problemer. Men de havde lært af det, og jeg synes klubben bliver drevet rigtig godt i øjeblikket, og jeg er glad for, at det går dem godt – altså bortset fra, når de møder FCK! Jeg boede midt i byen på gågaden, og jeg gik eller cyklede til træning, så der var ikke langt til noget. Det var virkelig fint for mig. Efterhånden som jeg er blevet ældre, er det som fodboldspiller fint at have et roligt og stille liv, det får mig til at nyde fodbolden endnu mere.”
”Nogen siger Horsens ikke er et godt hold, men så snart jeg kom og så de andre spillere, kunne jeg se, at det var et godt hold, og det beviste vi også sidste sæson. Vi spillede en bestemt form for fodbold, men vi mestrede det til gengæld godt, og vi fungerede godt som et team. Jeg er meget taknemmelig for, at Bo og Peder gav mig chancen for at komme og vise hvad jeg kunne, og det gik jo også så godt, at FCK blev interesserede, så jeg skrev under efter kun et halvt år i Horsens. Det kunne ikke være bedre!”
2018: København kalder
”Det var ikke svært at spille foråret færdigt i Horsens, selv om jeg skulle rejse om sommeren. Altså, jeg havde jo ikke bestilt andet i England, så det var jeg vant til! Jeg endte dog foråret med en skade, men Horsens lod mig tage til København og genoptræne, og på den måde vænnede jeg mig også hurtigere til byen og klubben. Jeg trænede også hårdt i hele sommerferien for at blive helt fit, efter ikke at have spillet nogle måneder, og da jeg startede i Europa League-kvalifikationen mod KuPs og i Superligaen mod Hobro, så følte jeg, at jeg var godt på vej.”
”Jeg havde dog stadig lidt eftervirkninger fra skaden, fordi vi hele tiden spillede to kampe om ugen, hvilket jeg ikke havde prøvet i lang tid. Det skulle jeg vænne mig til, både fysisk og mentalt, og samtidig vænne mig til et nyt hold og en ny kultur. Og rent mentalt er mange af vores kampe meget anderledes end i Horsens, fordi vi i FCK har længere perioder, hvor målmanden ikke har så meget at lave.”
”Men alt i alt har det været et godt efterår. Og for mig har det været meget specielt at komme til en stor klub som FCK, det er noget helt særligt hver gang vi løber ind på banen for Sektion 12. Normalt står jeg nede foran dem i 1. halvleg, og jeg kan virkelig mærke den energi der er. Det er helt utroligt, og det giver mig virkelig en fed følelse.”
Atalanta-straffesparkene
“Returkampen mod Atalanta er klart en af de største oplevelser, jeg har haft! Du ved, når du går og drømmer om hvordan en kamp skal forløbe, så ønsker du som målmand altid, at den ender 0-0 og går til straffespark, og at du laver den afgørende redning. Og det var præcis hvad der skete, da jeg reddede Corner’s forsøg, og Denis Vavro så gik helt cool op og sparkede det sidste straffe ind til sejr. Det var bare en helt ubeskrivelig følelse, da hele stadion bare gik totalt amok på en torsdag aften!”
”Jeg var ikke nervøs i den korte pause inden straffesparkene. Det var det sikkert for tilskuerne, men jeg nød det virkelig – og tænkte kun på at vinde. Og vi havde jo forberedt os på det, vi havde som sædvanlig studeret deres straffespark, så jeg sludrede bare kort med Kim i pausen. Og i sidste ende er det jo op til mig, for skytterne kan jo altid ændre et eller andet, så man ved aldrig helt... det er i høj grad en mental kamp mellem skytte og keeper. Og den aften gik det min vej ved Corner’s spark. Det var den ultimative mentale test for os som hold, og vi bestod – det understreger bare, at vi har et fantastisk team!”
Den mentale del
”Nu står vi over for de afgørende Superliga-kampe i foråret, og jeg ønsker bare at blive bedre og bedre og holde flere og flere clean sheets. Der er mange måder at forberede sig på mentalt, og for nogle målmænd falder det hele meget naturligt og de behøver ikke tænke så meget over tingene for at være helt klar. Jeg har altid været en type, der tænker meget, og især i mine første år i London tænkte jeg meget over mange ting. Jeg skulle til at bo alene i en ny by i et nyt land og i en ny klub... det havde jeg brug for at få styr på. Dengang gik det op for mig, at i stedet for at skubbe tankerne væk og ignorere dem, så ville jeg begynde at udvikle dem, så jeg kunne håndtere dem og bruge dem, både i fodbold og i livet generelt.”
”Det har været en virkelig stor hjælp for mig. I alle de klubber jeg har været, og i alle de kampe jeg har spillet, har jeg haft stort udbytte af at være i stand til at håndtere det mentale på en kontrolleret måde. Det er en meget stor del af at være målmand, f.eks. i en klub som FCK, hvor du måske kun har et par aktioner i en kamp, som til gengæld kan være direkte afgørende.”
FCK TV-portræt af Jesse i forbindelse med udekampen mod Atalanta i august 2018
Fremtiden
”Jeg håber da at spille måske 10 år mere, men jeg ved ikke endnu, hvad jeg vil lave efter karrieren. Jeg kommer fra en lærer-familie, så måske skulle jeg gå trænervejen, men det må tiden vise.”
”For 4-5 år siden startede jeg og to fodboldvenner en lille virksomhed, 325 Media, der laver musikvideoer og producerer musik. Den ene fyr spiller i HJK i Finland og er meget involveret i musik, og den anden spiller i Waasland-Beveren i Belgien. Han og jeg er ikke involverede i den daglige drift, vi er bare medejere, men vi er med til at tale om strategier og den slags. Og når vi har tid i ferier, er det spændende at være med til at møder og høre nærmere om, hvad der foregår. Men om det er der min fremtid ligger engang, det ved jeg heller ikke...”
Den næste kamp er den vigtigste
Tiden er ved at løbe ud efter en times tid i Player’s Lounge på træningsanlægget, hvor Jesse tog plads efter formiddagens træning og den efterfølgende frokost. Nu skal han en tur ned i fitnessrummet og styrketræne, inden dagen er omme, og snart begynder forberedelserne til den næste vigtige kamp, som SKAL vindes. Og herefter den næste vigtige kamp, der SKAL vindes. Og den næste... og den næste...
