Matić: Glædeligt gensyn
I vinterpausen hentede vi Uroš Matić fra dagens modstander Sturm Graz, og Uroš ser frem til et glædeligt gensyn med klubben, hvor han havde mange gode oplevelser, selv om han kun nåede at spille der en halv sæson.
"Det bliver dejligt at se dem igen! Jeg havde seks fantastiske måneder i klubben, hvor jeg følte mig rigtig godt tilpas. Vi havde mange gode oplevelser sammen, især fordi vi i mange måneder lå nummer ét, og det havde klubben ikke prøvet i mange år," fortæller Uroš efter søndagens lette morgentræning i Bad Radkersburg.
Efter han forlod klubben, tabte de dog de næste tre kampe og måtte se Salzburg stryge til tops og vinde mesterskabet suverænt, mens Graz fik bronze.
"Det var nu ikke fordi, jeg forlod dem," lyder det beskedent fra Uroš, og Peter Ankersen - der kender østrigsk fodbold godt - er enig: "Red Bull Salzburg sender hver sommer de bedste spillere til Leipzig, og de mange udskiftninger betyder, at de ofte starter mindre godt og bliver stærkere og stærkere, efterhånden som sæsonen skrider frem."
"Sturm Graz mistede også en anden fast mand, da jeg rejste, men de har fået nye spillere og har et godt, ungt hold med en stor leder i Christian Schulz. Han har spillet mange år i den tyske Bundesliga for Werder og Hannover, og Deni Alar er en målfarlig angriber, der scorede mange mål sidste sæson. Så det er et godt hold, som jeg tror vil passe godt til os, og jeg håber også for klubben, at de en dag kan holde Salzburg bag sig i ligaen," slutter Uroš Matić.
Ståle om Graz-kampen
"Vi har den samme tilgang som til den første kamp mod FK Partizan, dvs de fleste friske spillere vil få spilletid. Men hvor vi sidste skiftede næsten alle i pausen, vil der i dag være lidt flere, der får 60 minutter på banen, og derfor også nogen der kun får 30. Og så står Robin hele kampen i dag, mens Stephan stod hele kampen forleden."