Mestrene mod pokalvinderne
12 mål og ni point i de fire første runder
I sæsonens allerførste runde stod pokalvinderne fra Esbjerg fB overfor sølvvinderne fra FC Nordsjælland, og det opgør slap esbjergenserne bedst fra med en sikker 4-0 sejr. Ugen efter måtte de se sig besejret med 1-2 af AaB, men både i runde tre og fire blev der hentet sikre sejre i land. Først i form af 2-0 ude mod Brøndby IF og runden efter med 5-1 hjemme mod AGF. Status efter fire runder var dermed, at Esbjerg fB havde ni point og en målscore på 12-3.
Men siden 5-1 sejren over AGF er der blot kommet et point ind på målkontoen. I 5. spillerunde lå Esbjerg FB til at vinde 2-1 over Randers FC, men på to mål sidst i kampen var det Randers FC der kunne glædes over de tre point efter en 3-2 sejr, og weekenden efter måtte esbjergenserne tage hjem fra Viborg med et 1-3 nederlag i bagagen. Det enlige point kom i sidste spillerunde, hvor Esbjerg fB hjemme på Blue Water Arena spillede 1-1 mod FC Midtjylland.
Esbjerg fB har 10 point og ligger a point med OB og FC Vestsjælland, 4. pladsen er dog Esbjergs takket være en bedre målscore. De har et point op til AaB på 3. pladsen, tre point op til AGF og syv point op til FC Midtjylland på 1. pladsen.
Europæisk succes for Esbjerg fB
I denne sæsons europæiske turneringer stillede Danmark med fem deltagende hold. F.C. København havde som bekendt sikret sig direkte adgang til gruppespillet i UEFA Champions League, mens FC Nordsjælland havde muligheden for at spille sig i selvsamme gruppespil, alternativt gruppespillet i UEFA Europa League – og Europa League var også hvad AaB, Randers FC og Esbjerg fB kunne håbe på.
Det eneste af de fire hold der slap gennem det europæiske nåleøje var Esbjerg fB, og det efter to flotte kampe mod franske AS St. Etienne. I det første opgør hjemme på Blue Water Arena var Esbjerg fB bagud tre gange, men de vandt alligevel kampen med 4-3, og i returkampen fik esbjergenserne også hevet en sejr i land, denne gang 1-0 på et fransk selvmål. Men sammenlagt blev det altså til to sejre og 5-3 mod AS St. Etienne. Esbjerg fB og F.C. København er dermed de eneste danske hold, der medvirker i de europæiske turneringer her i efteråret.
I gruppespillet i UEFA Europa League er Esbjerg fB kommet i gruppe med Standard Liege, FC Salzburg og IF Elfsborg.
Hollandsk nyindkøb er topscorer
Esbjerg fB har hen over sommeren set flere spillere forlade klubben, heriblandt en hel del profiler som fx Jesper Lange (AGF), Lukas Hradecky (Brøndby IF), Martin Braithwaite (Toulouse), Nicolai Høgh (Vålerenga), Arnor Smarason (Helsingborgs IF) og Youssef Toutouh (retur til F.C. København).
Ind er kommet Frederik Rønnow fra AC Horsens som ny keeper, Pape Pate Diouf er lejet i F.C. København, Jens Berthel Askou er hentet i Vejle BK og så har man fået en 21-årig hollænder i truppen, Mick van Buren.
Sidstnævnte har indtil videre vist sig at være et rigtig godt køb, for her hvor der er spillet syv runder, så er Mick van Buren topscorer i Esbjerg fB med fem træffere i Superligaen.
Lige inden transfervinduet lukkede indgik Esbjerg fB en aftale med den 24-årige Mohammed Fellah fra Vålerenga, en spiller som Esbjerg fB forventer sig meget af – men som de desværre kun kan benytte i Superligaen og DBU Pokalen, da esbjergenserne kludrede i papirarbejdet – og dermed ikke fik registreret Fellah til brug i UEFA Europa League.
Esbjerg fB’s topscorerliste i Superligaen
Mick van Buren (5), Martin Braithwaite (3), Jesper Rasmussen (2), Peter Ankersen (2), Pape Pate Diouf (1), Emil Lyng (1), Jonas Knudsen (1) og Hans Henrik Andreasen (1).