Nathan Coe forlænger med F.C. København
F.C. Københavns australske målmand, Nathan Coe, har fredag forlænget sin kontrakt med de danske mestre frem til den 31. december 2009. 23-årige Nathan Coe kom til København for godt et år siden på en halvårlig kontrakt, men blev i vinteropstarten langtidsskadet. I sommers forlængede man så aftalen med yderligere et halvt år, og Coes arbejde i de seneste seks måneder har overbevist klubben om, at den australske målmand er værd at satse på.
- Vi er glade for at have Nathan i truppen, og han har bevist gennem både træning og kamp, at han er en mand med fremtid i. Vi har nu lavet en længerevarende aftale, og det er vi meget tilfredse med. Nathan er en fantastisk fyr, der bidrager både på og uden for banen, så vi ser frem til det fremtidige samarbejde, siger sportschef Carsten V. Jensen.
Nathan Coe var selv en yderst tilfreds herre, da parterne var blevet enige om den nye aftale:
- Jeg er utrolig glad for at den nye aftale nu er på plads. Det er en fantastisk trup at være i og et stærkt trænerteam som jeg har stor respekt for. Jeg har stadig masser at lære, og vil arbejde endnu hårdere på at forbedre mine styrker og svagheder. Nu kan jeg koncentrere mig hundrede procent om spillet på banen, og det er dejligt at vide, at jeg minimum skal være to år mere i København, siger den storsmilende australier.
Nathan Coe har indtil videre spillet to officielle kampe for F.C. København.