Neestrup: En kamp vi ikke må tabe
“Som den her kamp udvikler sig, er det er en kamp, vi ikke må tabe,” sagde Jacob Neestrup efter 0-3-nederlaget i Sevilla, hvor spanierne først slog sejren fast med to mål i de sidste minutter.
“Vi var i så god kontrol i lange perioder af kampen, så jeg er skuffet over, at vi ikke får noget med herfra. Præstationen var til det i store dele af kampen.”
“Jeg var lidt hård ved spillerne i pausen, for vi havde mange gode situationer, hvor vi var kommet godt om bag dem og bliver farlige i deres felt. Men vi gør det ikke færdigt med den sidste pasning og dårlige afslutninger.”
“Efter pausen er vi rigtigt stærke i starten, hvor kampen er ved helt at ændre momentum, og i løbet af 2. halvleg kommer vi stadigvæk meget op i deres felt og kommer til de afslutninger, vi manglede før pausen. Men vi afslutter bare for dårligt… det er ikke bare uheld, at vi ikke får scoret, når vi har to på træværket og to friløbere.”
“Efter Kevins hovedstød på træværket ti minutter før tid, så gambler vi meget, og det tager jeg ansvaret for, hvor de så får to mål til allersidst.”
“Men på en svære udebane i en meget intens atmosfære, viste vi, at vi er kommet langt, men vi har også store krav til os selv, uanset om man er 16 eller 30 år.”
“Og ja, vi stiller med mange unge spillere, men jeg stoler fuldt på dem, og i dag viser vi igen, at det kan man godt. Og spillede vi den samme kamp om 6-12 måneder med det samme hold, så ville vi vinde den.”
“Jeg ved godt, at mange derhjemme også synes, at det er en svær periode og har været det et stykket tid, men nu skal vi bare helskindet gennem de næste to en halv. Så får vi mulighed for at træne ordentligt, vi får flere spillere tilbage, vi får et transfervindue hvor vi kan ændre noget, og så bliver vi altså rigtig svære at spille mod.”