Neestrup: En stærk præstation, men skuffende at vi ikke vinder
”Vi er selvfølgelig meget skuffede over, at vi ikke vinder i dag, men sådan er det, når man brænder straffe og store chancer kort før tid,” sagde Jacob Neestrup efter den hektiske og intense 1-1-kamp mod FC Midtjylland i Parken.
”Jeg har virkelig ondt af Claesson, for han spillede en fremragende kamp i holdets tjeneste med stor autoritet og stor kvalitet, men nu er det selvfølgelig det brændte straffe, der fylder mest lige nu.”
”Men jeg vil gerne rose alle, for jeg synes, at vi ud fra præmissen leverer en glimrende præstation, som jeg er meget tilfreds med. Men klart, vi er skuffede over ikke at få tre point mod et rigtig godt hold, som er inde i en god periode og kommer i stærkeste opstilling.”
”Vi har stort momentum i 1. halvleg og også i starten af 2. halvleg, men så er de bedst fra omkring 55. minut og indtil udligningen. Men vi var ikke dårlige i den periode, og vi giver ikke nogen chancer væk, indtil Evander hakker den op i krogen fra 25 meters afstand.”
”Efter udligningen kunne man godt have frygtet, at de bare ville blæse på, men vi fik dem neutraliseret og formåede lige til det sidste at jagte et sejrsmål. Og chancerne var der jo, både på straffesparket og i flere andre situationer både før og efter. Vi skaber mere end rigeligt, og lige nu tror jeg bare, at det handler om manglende tur i den."
”Men jeg forstår godt, at der er 30.000, der går skuffede hjem i dag, men de må stole på det, vi har gang i. Nu skal vi bare overleve de næste tre uger, og så kommer der et transfervindue hvor vi skal havde de rigtige ud og ind, og hvor vi får nogle nøglespillere tilbage, og vi får tid på træningsbanen, for det har vi ikke i øjeblikket.”