Neestrup: Især en rigtig fin første halvleg
Efter 2-0-sejren over Schalke 04 var cheftræner Jacob Neestrup især tilfreds med spillet i de første 45 minutter, hvor sejren også blev grundlagt med to fine mål.
"Vi leverede en rigtig fin første halvleg, hvor jeg synes , at vi får løst deres mand-til-mand pres rigtig fint," sagde Jacob Neestrup efter 2-0-sejren over Schalke i den første af vores to testkampe i Østrig.
"Vi er meget stærke centralt i banen og scorer to flotte mål, og samtidig holder vi dem helt væk fra chancer og næsten også helt for indspil i feltet."
"Det er rigtig dejligt at se, at arbejdet på træningsbanen både giver bonus ved opspillet til det første mål, og da Roony sparkede en dødbold ind, som han har stået og øvet sig på rigtig mange gange."
"2. halvleg er jeg lidt ærgerlig over, for vi var ellers i gang med en rigtig god træningskamp, men sådan er det nogle gange i træningskampe. Men vi tager de mange rigtigt gode ting med fra 1. halvleg, og så tager vi det med fra 2. halvleg, som vi skal blive bedre til."
"Det giver noget god læring, at vi i dag møder et hold, som nærmest går mand-mand over hele banen, for det har vi aldrig spillet mod før. Men det kan vi komme ud for igen en dag, så det kan vi også tage med fra kampen."
"Alt i alt en fin indsats her, hvor vi stadig har halvanden uge tilbage af vores forberedelser, og som sagt var der især rigtig mange opløftende momenter i de første 45 minutter," sluttede Jacob Neestrup.
- - - -
Onsdag og torsdag er der igen træning på træningsanlægget i Scheffau, inden vi fredag kl. 17 møder Viktoria Plzen i en kamp på 3 x 45 minutter.
Den kan du også streame i vores app og på tv.fck.dk, hvis du som enten sæsonkortholder, abonnent eller FCK+ abonnent logger ind med din tilhørende FCK Profil.
Har du ikke allerede adgang til streamingen, kan du læse mere her om, hvordan du får adgang med FCK+.