Neestrup: Meget at glæde sig over, indtil de sidste ti minutter
“Først og fremmest er jeg tilfreds med, at vi fik tre point, og at vi spillede en fremragende 1. halvleg og en godkendt 2. halvleg, for selv om alt ikke var perfekt, og vi skal lukke kampen meget tidligere, så kom vi på 2-0 med ti minutter igen,” sagde Jacob Neestrup.
”Så skal kampen jo være lukket, men de sidste ti minutter er jeg bestemt ikke tilfreds med, for der mistede vi alt initiativet og er ved at smide det hele væk, så vi igen kunne have stået med ét point efter en kamp, vi har domineret massivt.”
”Der er så meget kvalitet og talent i det her hold, at vi skal kunne forvalte en 2-0-føring i Parken bedre til sidst og ikke give dem muligheden for at komme igen, og det er vi selvfølgelig nødt til at undgå fremover, for det var desværre ikke første gang i efteråret, at det skete.”
”I svære udekampe mod AGF, Brøndby og Betis har vi vist, at vi kan holde et meget højt niveau lige til det sidste og få det ene point uden at give noget væk, men der er som om, at det sker lidt for ofte, når vi føler os for sikre på sejren.”
”Men jeg glæder mig over, at vi igen viser et meget højt niveau i store dele af kampen og især i 1. halvleg, og selv om 2. halvleg ikke var perfekt, så var den stadig inden for skiven, indtil vi kom på 2-0. Men tre point og en førsteplads i en historisk tæt Superliga, det tager jeg gerne med herfra i aften,” sluttede Jacob Neestrup.