Neestrup: Selvfølgelig vil vi gøre vores bedste
William Clem sad for første gang på podiet til et pressemøde for en europæisk kamp, men det var ikke fordi, at han skal bære anførerbindet i morgen aften.
”Han sidder her, fordi vi gerne vil have ham frem over stepperne, og han vil være i startopstillingen i morgen, men ikke med anførerbindet,” sagde Jacob Neestrup, som har valgt sin ny anfører – i fraværet af Viktor Claesson og Rasmus Falk – men han ville ikke røbe, hvem det bliver.
Fraværet af Falk og Diogo
Om fraværet af blandt andet Falk sagde cheftræneren:
”Det er absolut ikke fordi, vi nedvurderer kampen, men Falk fik et tryk på knæet for lang tid siden, som har voldt ham lidt problemer. Hvis han skulle spille i morgen, var der en overvejende risiko for, at han ikke kunne spille søndag.”
”Diogo har haft lidt problemer med anklen, men begge ventes at være klar, hvis jeg ønsker at bruge dem på søndag.”
"Vi lægger os ikke ned"
Netop Neestrups vurdering af kampen og chancerne var et gennemgående tema på pressemødet, for hvordan griber man egentlig sådan en opgave an, når man er bagud 1-3 inden en udekamp mod verdens bedste klubhold – og samtidig har et lille pointmæssigt efterslæb i den hjemlige Superliga?
”Jeg har det helt fint med den her kamp, det er slet ikke noget problem. Jeg ved udmærket, at vi er bagud og skal spille her mod verdens bedste hold, og at det er tæt på umuligt og alt det der. Men vi er ikke for fine til at spille en 1/8-finale i Champions League, både for vores egen skyld og for dansk fodbolds skyld, så vi vil gøre vores bedste i morgen,” understregede han.
Også hensynet til koefficientpoint og dansk fodbold rangering på europæisk niveau har betydning, tilføjede han:
”Koefficientpoint har jeg stort fokus på. Derfor skal vi ikke lægge os ned. Ja, det er tæt på umuligt at gå videre, men med held og dygtighed, så kan kampen stå og vippe, hvor et mål fra eller til blandt andet kan gøre en forskel i forhold til rankingen, så vi har alt at spille for. Og det ved spillerne også godt.”
”Vi så jo mod City i Parken i sidste sæson, at man kan være spillet helt ned i 35 minutter, og så kan én situation ændre dynamikken. De situationer skal vi selvfølgelig jagte.”
"Et helt nøglebundt"
På spørgsmålet om, hvad der bliver nøglen til et godt resultat, bemærkede Neestrup at der vist skulle bruges et helt nøglebundt, før han svarede mere specifikt.
"Først og fremmest bliver det jo at forsvare godt. Vi bliver spillet lavt i store dele af kampen, som alle andre Premier League hold bliver, når de spiller her, men jeg var tilfreds med den måde, vi stod lave på i Parken, hvor vi holdt dem okay fra fadet i 2 halvleg, selv om vi til gengæld havde svært ved at løfte vores pres. Så i morgen skal vi gerne sætte de pasninger sammen, der gør at det ikke bliver et massivt pres mod vores mål."
"Vi havde håbet, at vi kunne presse dem mere i Parken, som det for eksempel lykkedes, da vi scorede målet, men det bliver nok sværere her. Så vi skal acceptere, at vi bliver spillet lavt, og at det kan være svært at løfte sig fra, fordi de er så teknisk gode på bolden og så taktisk gode til at spille i de rum, hvor vi har svært ved at komme ind på kroppen af dem. Men an vi bare tage 6-8-10 minutter væk af deres massive tryk, så er det dér mulighederne ligger for et lidt mere fordelagtigt kampbillede for os," sluttede Jacob Neestrup.