Jacob Neestrup

Neestrup: Vi glæder os til i aften, for pokalen er vigtig

"Vi glæder os til at komme i gang med pokalturneringen, for det er en vigtig turnering for os, som vi meget gerne vil vinde igen," siger Jacob Neestrup før aftenens opgør mod HB Køge på Herfølge Stadion.

"Vi husker jo alle de store pokalfinaledage, og alle de gange hvor vi har stået øverst på podiet, men vi husker også de gange, hvor vi er røget for tidligt ud. Derfor stiller vi også et konkurrencedygtigt hold i en travl periode," understreger han.

Der er heller ingen overraskelser i 20-mandstruppen, hvor William Clem er tilbage efter sin skadeperiode, og hvor Gabriel og Delaney bliver doseret af hensyn til de kommende ugers program. Så alene af den grund bliver der mindst to ændringer i startopstillingen fra mandagens AaB-kamp.

>> Se truppen her

"Det er en balance mellem at bruge truppens bredde og lave de ændringer, der giver mening i forhold til at holde dynamik i den samlede spillergruppe - og samtidig bevare den kontinuitet og stabilitet i spillet, som vi har vist med de seneste gode præstationer, og hvor vi stadig hele tiden kan og skal bygge på."

"Vi må formode, at vi kommer til at være i teten i store dele af kampen, men vi har også respekt for, at det er en kæmpe kamp for HB Køge og et slags frirum i en hård periode for dem i 1. division."

"Man skal altid have respekt for, at der kan lure overraskelser, så vi skal ind og sætte os på kampen fra starten på samme måde, som vi gjorde i mandags mod AaB," slutter Jacob Neestrup forud for sin FCK-kamp nr. 100 som cheftræner.