Neestrup: Vi skal ud til kampen på samme måde som sidst
Truppen trænede lørdag eftermiddag på Nummer 10, inden de her til aften sætter kursen mod Fyn til de sidste forberedelser inden søndagens udekamp kl. 17 i Odense.
Efter træningen gjorde Jacob Neestrup status på truppen og satte disse ord på forventningerne kampen i morgen.
"Det gælder om at komme ud på den samme måde som senest mod Lyngby, og som vi også gjorde mod Silkeborg og Nordsjælland, hvor vi også var gode," sagde Jacob Neestrup.
"Hvis vi kommer ud med samme energi, som vi gjorde i de kampe, så giver os selv gode betingelser os for at sætte os på spillet og få de tre point, som altid er målet."
OB kan med en sejr måske komme med i Mesterskabsspillet, men er afhængige af andre kampe og målscoren, og i sidste ende gør det ikke den store forskel for Neestrup.
"Ja, OB skal bruge point, men alle point i alle kampe kan bruges på en eller anden måde, så det ændrer ikke noget for os. Men efter de seneste kampe kommer de måske med lidt mere selvtillid end til mange andre kampe de har spillet, og de spiller også foran et fyldt stadion, så vi skal som altid være klar fra start."
"Vi har Lukas med igen efter hans skade, men jeg kan ikke give en eksakt dato for, hvornår Vavro er klar igen. Vi forventer ikke noget langvarigt, men at han er klar i starten af Mesterskabsspillet."
Neestrup og staben har for første gang i lang tid haft en hel uge på træningsbanen mellem to turneringskampe, og det giver lidt ekstra muligheder.
"Vi har kunnet træne mere, og vi har trænet godt, men det gjorde vi nu også i ugen med City-kampen, så uanset om vi har en hel, halv eller kvart uge, så skal kvaliteten altid være i top. Men vi kan selvfølgelig lave lidt mere, når vi har flere træningsdage," sagde Jacob Neestrup.