Neestrup: Vi var klart bedst over de to kampe
“De første 25-30 minutter blev lidt hektiske og blev meget duelprægede, så længe de havde intensitet i deres spil, men siden synes jeg, at vi viste, at vi er det bedste hold, og vi løste opgaven,” sagde Jacob Neestrup efter 1-1-kampen i Kilmarnock.
“Vi møder et godt skotsk hjemmehold, som sidste sæson både slog Celtic to gange og Rangers en gang, så det er ikke et hold, som man uden videre kan forvente at slå. Men når vi møder dem over to kampe, skal vi være klart bedre end dem, og det synes jeg også, at vi var.”
“Vi er i en periode, hvor tingene ikke kommer så nemt til os, men jeg tror, at mange i dansk fodbold er glade for, at vi igen har levet op til vores ansvar ved at komme i et gruppespil. Og de her kampe er bare noget andet end i Superligaen, fordi konsekvenserne er store ved at ryge ud."
“Sidste år spillede vi også vores dårligste europæiske kampe mod Breidablik, Sparta Prag og Rakow, og i Conference League står vi endda uden noget sikkerhedsnet, hvis vi taber en runde.”
“Så bortset fra indledningen i dag, er jeg tilfreds med indsatsen og den måde, spillerne løste opgaven på i dag. Vi havde endda også en stor chance, lige inden de fik deres lidt tilfældige mål, som måske havde givet kampen et andet forløb, og inden pausen har vi også store chancer til udligning. Efter pausen har Elyounoussi også en på overliggeren, så det eneste der manglede var bare, at vi vandt, men det vigtigste var at gå videre, og den opgave løste vi,” sluttede Jacob Neestrup.