Neestrups forventninger til Molde-kampen kl. 14
"De fleste har allerede været oppe og snuse til 90 minutter, så vi kommer selvfølgelig til at spille med den stamme, der skal gøre det første indhug i sæsonen. Men vi kommer også til at skifte en del undervejs."
Sådan lød det fra Jacob Neestrup, da FCK TV talte med ham inden den sjette og sidste testkamp denne vinter og spurgte, hvad det især handler om mod Molde.
“Vi må gerne lige vise en lille smule mere skarphed i eget felt, end det vi gjorde forleden mod Elfsborg og også mod Brøndby. Ellers handler det jo om, at vi skal fortsætte med at lukke banen godt ned, for vi har givet meget få omstillinger væk, og det er vi tilfredse med."
"Og vi har kreeret rigtig mange chancer, så det er jo et mix mellem at få fjernet de små børnefejl, som der har været lidt for mange af, og så fortsætte med at skabe de muligheder i vores angrebsspil, som har set rigtig fornuftigt ud i et godt stykke tid nu," siger Neestrup.
Andreas Cornelius er tilbage i truppen, mens Birger Meling endnu ikke er klar til kamp og i stedet træner han her til formiddag på The Campus sammen med Nicolai Boilesen, Emil Højlund og Theo Sander.
U19-spillerne Tristan Andrew, Hjalte Bidstrup og Aksel Halsgaard rejste hjem til København i tirsdags sammen med Cornelius Olsson, der skulle være blevet, men rejste med hjem på grund af sygdom.
Du kan se med kl. 14 dansk tid, når der er kickoff på Estadio Algarve mod Molde FK.