CL-kvalkamp for fyldte tribuner

Nøglekamp

 

Det er med stor glæde og stolthed, at vi nu kan byde verdens fornemmeste klubturnering velkommen tilbage i PARKEN. Det er fire år siden, at vi sidst deltog i UEFA Champions League, men oplevelserne fra dengang står stadig printet klart i hukommelsen. Vi ved, at der er store oplevelser i vente, ikke alene for spillerne og trænerne, men også for alle os andre i og omkring klubben. 

I aften kl. 20.45 går det så for alvor løs i åbningskampen i PARKEN mod de russiske mestre fra FC Rubin Kazan, og jeg vil ikke tøve med at kalde opgøret for en nøglekamp. Tager man et kig på kampprogrammet, venter der efter aftenens kamp de på papiret tre sværeste opgør; Panathinaikos FC ude og FC Barcelona ude/hjemme. Et godt resultat mod FC Rubin Kazan kan meget vel være nøglen til at opnå vores målsætning for gruppespillet, der går ud på at kvalificere os til europæisk fodbold til foråret. 

Hård nød venter
I den brede danske fodboldverden er der nok ikke det store forhåndskendskab til FC Rubin Kazan, og de har da heller ikke nogen årelang tradition for europæisk fodbold. Faktisk er FC Rubin Kazans eventyr udenfor landets grænser blot startet for to år siden, men siden da er det også gået stærkt. For lige at ridse kort op er FC Rubin Kazan russiske mestre de seneste to sæsoner. Sidste år slog de FC Barcelona på udebane i UEFA Champions League-gruppespillet og spillede uafgjort hjemme mod selvsamme klub, ligesom de spillede remis hjemme mod Inter – de senere vindere af turneringen. I det netop overståede transfervindue var de den femte mest spenderende klub i Europa med spillerinvesteringer for mere end 300 millioner kr. Ikke alt kan købes for penge, men det er en svær modstander, der venter os, og uden tvivl den vanskeligste vi kunne få fra lodtrækningens fjerde seedningslag. 

1 + 1 = 3
Vi har ikke desto mindre troen på egne evner og tager udfordringen op. Vi har præsteret flot både i Superligaen og i CL-kvalifikationen og hvorfor stoppe her. Vi har et stærkt hold med spillere, der kan afgøre kampe mod hvem som helst. Og så har vi ikke mindst et tætpakket PARKEN som det måske altafgørende våben. Senest bevist i kampen mod Rosenborg BK, hvor støtten til holdet var intet andet end fantastisk. Lad os se om ikke også PARKEN kommer til at koge i aften – jeg tror det.

Velkommen til topfodbold i PARKEN. 

Lastly a warm welcome to players, official and fans from FC Rubin Kazan and to the referees and delegates from UEFA.


Med venlig hilsen

Carsten V. Jensen
Sportsdirektør