F.C. Københavns læge, Frank Odgaard, er kommet med følgende skadesrapport fra Sydafrika.

- Erik Mykland har trænet for sig selv som det var planlagt hjemmefra. Han cykler, laver styrke- træning og småløb med og uden bold. Han har stadig gener fra sin achillessene, og skal til behandling nr. 2 i Umeå i Sverige, formentlig umiddelbart efter at vi er kommet hjem fra Sydafrika. Der skal gå typisk mellem 3 og 4 uger mellem hver behandling, siger Odgaard om Myklands situation.

F.C. Københavns estiske landsholdsspiller, Urmas Rooba, er også i klar fremgang.

- Urmas Rooba er længere fremme end forventet. Han løber, cykler, styrketræner og han bliver stærkere for hver dag. Han er kun lige begyndt at løbe men ser allerede rigtig godt ud, konstaterer Frank Odgaard.

Og endelig ser det ud til at Todi Jónsson meget snart igen tørner ud for Byens Hold.

- Todi Jónsson har trænet hårdt og er tæt på at være klar. Han mangler vel 5-10 procent for at være helt oppe i omdrejninger, slutter Frank Odgaard.