Nyt græs i PARKEN

F.C. København har besluttet at lægge en ny bane umiddelbart efter kampen på søndag mod Randers FC. Den nye bane står dermed klar til næste søndags Royal League-kamp mod Lillestrøm.

 

- Vi må konstatere, at banens beskaffenhed ikke lever op til vores egne krav og vi har derfor besluttet at investere lidt over 1 million kroner i en ny bane. Dermed får holdet optimale forhold til den sidste UEFA Champions League-kamp mod Celtic og de kommende Royal League-kampe, siger Flemming Østergaard.

 

Efter kampen mod Randers FC klargøres underlaget til det nye græs, der ankommer fra Holland i midten af næste uge.