Indvielse af Fodboldens Hus i Helsingør

Nyt klubsamarbejde i Nordsjælland

F.C. København er stolte af at annoncere et nyt og styrket samarbejde med flere klubber i Nordsjælland, herunder Humlebæk Boldklub, Gilleleje FK, Hornbæk IF, Helsingør IF og Frem Hellebæk. Samtidig er vi glade for at forlænge vores samarbejdsaftale med Espergærde IF.
 
Samarbejdet sigter mod at styrke båndene mellem klubberne både organisatorisk og på fodboldbanen. Ved at dele viden, ressourcer og erfaringer ønsker vi at fremme udviklingen af børnefodbolden i hele Nordsjælland.
 
Anders Hall, F.C. København
"Gennem Børnefodboldens Hus vil klubberne i de kommende måneder arbejde tæt sammen om en række spændende initiativer," siger Anders Hall, leder af F.C. Københavns Klubsamarbejde.

"Det inkluderer fodboldskoler, udviklingsprogrammer og fælles events, som alle har til formål at styrke fællesskabet og fremme udviklingen af fodbold på tværs af alle niveauer."

"Med dette samarbejde ønsker vi at skabe et solidt fundament for fremtidens børnefodbold samt styrke fodboldfællesskabet i hele Nordsjælland."

Kenneth Rasmussen, FCH Akademi
"Vi har alle fodboldklubber i Helsingør Kommune som moderklubber, og det at være det mere elitære tilbud til alle lokale spillere, der både kan og vil lidt mere, er noget, som vi tager seriøst og er meget stolte over," siger Kenneth Rasmussen, akademidirektør for FCH Akademi.

"Men vi vil også gerne give mere tilbage til moderklubberne og vigtigst af alt være med til at videreudvikle de i forvejen gode børnemiljøer, som er derude. Vi erkender blankt, at vi ikke selv har haft ressourcer til at gøre det."

"Det har vi taget til efterretning og derfor indgået et samarbejde med FCK om Børnefodboldens Hus. Nu kan vi sammen med FCK komme ud med en anden kvalitet, viden og ressourcer, samt ikke mindst en vifte af gode udviklingstilbud og fælles events."

"Børnefodboldens Hus er i høj grad et regionalt projekt med målet om at løfte hele børnefodbolden i vores region. Det er derfor meget glædeligt, at så mange af vores moder- og samarbejdsklubber går med i Børnefodboldens Hus, som er et meget stort skridt i den rigtige retning," slutter Kenneth Rasmussen.

>> Læs om åbningen af Børnefodboldens Hus

Kenneth Rasmussen, akademidirektør i FCH Akademi
FCH Akademis direktør Kenneth Rasmussen ved indvielsen af Fodboldens Hus i Helsingør