Træning i Bad Radkersburg

Nyt russisk bekendtskab: FC Orenburg

Tirsdag kl. 18 møder vi for første gang FC Orenburg fra den russiske Premier League. Vi streamer kampen gratis i samarbejde med Carlsberg.

>> Se kampen her

Ny klub i russisk topfodbold
FC Orenburg er en ret ny klub i russisk topfodbold, som først rykkede op i Premier League i sommeren 2016. Oprykningen kom kun tre år efter, at klubben lå i den tredjebedste række.

FC Orenburg de senere år

2012-13 2. division
Vandt rækken efter kun et nederlag i 28 kampe og sikrede sig oprykning til den næstbedste række, 1. division.

2013-14 1. division
En fornem femteplads var klubbens bedste præstation nogensinde, og de missede kun playoff-pladserne om oprykning til Premier League med små marginaler.

2014-15 1. division
Endnu en femteplads, men med seks points afstand til playoff. Nåede semifinalen i pokalturneringen og tabte til de senere vindere fra Lokomotiv Moskva.

2015-16  1. division
Alle gode gange tre: Orenburg vandt 1. division og rykkede op i Premier League.

2016-17 Premier League
Orenburg havnede hurtigt i bunden af ligaen efter en svær start med kun to sejre i 17 kampe og spillede sig aldrig væk, selv om de var tæt på at slippe fri. De røg kun røg i nedrykningsplayoff på dårligere målscore end Ural og Anzhi. I playoff var marginalerne heller ikke med dem, for efter to gange 0-0 mod SHA Khabarovsk rykkede de ned, fordi de brændte et enkelt forsøg i den afgørende i straffesparkskonkurrence…

2017-18 1. division
Efter nedrykningen forlod manager Robert Yevdokimov klubben efter at have stået i spidsen siden 2012, og han blev efterfulgt af georgieren Temur Ketsbaia, som nogen måske husker for hans fire sæsoner som spiller  i Newcastle og Wolverhampton. Ketsbaia havde bl.a. været georgisk landstræner i fem år samt haft Olympiakos, APOEL og AEK Athen, men han fik en skidt sæsonstart i Orenburg og sagde op efter otte runder, hvor Orenburg lå langt nede i tabellen. Opsigelsen kom dog angiveligt af personlige årsager og ikke på grund af resultaterne.

I stedet vendte Vladimir Fedotov tilbage og overtog cheftrænerjobbet. Fedotov havde de to foregående sæsoner været assistenttræner for Yevdokimov, men fulgte med ham til staben i Ararat, indtil han fik tilbudt at overtage i FC Orenburg efter Ketsbaia.

Han havde tidligere været manager for Ural en enkelt sæson, så han var ikke helt ubekendt med chefrollen og fik også en rigtig god start i FC Orenburg. Stille og roligt kom der styr på tingene, og klubben tabte kun en af de sidste 24 kampe og sikrede førstepladsen i 1. division i tæt kamp med Krylja Sovetov og Enisey og rykkede dermed op i Premier League igen.

2018-19 Premier League
Sidste sæson gik over al forventning i Premier League, hvor Orenburg endda var i Top 6 en overgang, men måtte nøjes med en meget flot 7. plads, blot tre point efter de pladser, der gav Europa League-kvalifikation. de var aldrig i nærheden af bundstriden, som mange ellers havde forudset, og i pokalen nåede de kvartfinalen, hvor de røg ud til Arsenal Tula.

Klubnavnet og Gazprom
Da Orenburg rykkede op i Premier League hed de FC Gazovik Orenburg og var ejet af Gazprom Dobycha Orenburg - et regionalt datterselskab i den store Gazprom-koncern. Problemet var bare, at Gazprom i forvejen ejer mægtige Zenit Skt. Petersborg, og derfor ville den russiske liga RFPL ikke give klubben licens, medmindre de skiftede navn, og siden har de derfor kun heddet FC Orenburg. Det har været på tale, at de skulle være en slags farmerklub for FC Zenit, og det kan jo være, det bliver aktuelt efter Zenit-2 floppede i foråret og rykkede ud af 1. division.

Tæt på Kasakhstan
Geografisk er vi helt nede ved den russiske grænse til Kasakhstan, dvs ca. 1.200 km sydøst for Moskva. De nærmeste fodboldnaboer er FC Ufa, knap 400 km mod nord, og Samara ca. 400 km mod nordvest - som i øvrigt begge måtte ud i nedrykningsplayoff efter den netop afsluttede sæson.

Den mest kendte person fra Orenburg er nok Jurij Gagarin, den sovjetiske kosmonaut, som var det første menneske i rummet den 12. april 1961, men omkom syv år senere i en flyveulykke senere i en alder af kun 38 år.

En lille hjemmebane
Da Orenburg første gang rykkede op, rummede Stadion Gazovik - trods en nylig ombygning - kun 4.800 tilskuere…  i dag er kapaciteten på kunstgræsbanen udbygget til 7.500, men sidste sæson trak de ofte kun 4-5.000.

Manager Robert Yevdokimov
49-årige Yevdokimov har i denne omgang været manager i klubben siden 2018, og han stod også i spidsen fra 2012-17, inden han tog et par sæsoner i Tobol og Rotor Volgograd.

Han har en fortid som aktiv spiller, hvor han skiftede klub temmelig mange gange, de fleste lavere rangerende, men han havde en enkelt sæson i Spartak Moskva i 1997, hvor de vandt ligaen.

Træningslejren
FC Orenburg er i Østrig fra den 27. juni til den 7. juli og er indkvarteret i Ehrenhausen – en god halv times kørsel vest for Bad Radkersburg. De vandt i lørdags 1-0 over polske KS Cracovia på en scoring ti minutter før pausen af den serbiske angriber Djordje Despotovic, som de sidste år hentede i Astana.

Tidligere på måneden har de spillet 1-1 mod Universitatea Craiova og tabt 0-1 til CfR Cluj, begge fra Rumænien.

Efter aftenens opgør spiller de lørdag mod Dinamo Zagreb hernede, og så skulle de være klar til den russiske sæsonpremiere lørdagen efter ude mod FK Rostov.