Old Boys vandt DM-guld
Lørdag kl. 13 var der DM-finale for Old Boys på KB's kunststofbaner, hvor hjemmeholdet tog imod AC Odense - et hold, der i praksis består af tidligere OB-spillere, som i vinter dannede deres egen klub under navnet AC Odense.
Hvis man alene går efter "kendis-faktoren" og antallet af kampe på allerhøjeste niveau, så førte fynboerne klart med garvede profiler som Ulrik Laursen, Thomas Helveg, Henrik Hansen, Morten Bisgaard, Ulrik Pedersen og Søren Berg. Hjemmeholdet mønstrede blot to spillere med erfaring fra F.C. Københavns bedste mandskab, Michael Gravgaard og Todi Jónsson, men man vinder ikke kampe som disse alene på fordums styrke.
AC Odense startede som lyn og torden, men københavnerne kom hurtigt ind i kampen og fik bedre og bedre fat i spillet uden dog at skabe det helt store i 1. halvleg.
Vi skulle et stykke ind i 2. halvleg, før spilovertaget for alvor udmøntede sig i chancer, og indskiftede Lasse Lauth (Todi Jónsson måtte udgå med en fiberskade) var blandt andet helt alene med AC Odense-keeperen Tom Sterobo uden at få bolden i nettet. Lauth har i øvrigt også et par Superliga-sæsoner på CV'et fra sin tid i Vejle, inden han rejste videre til AC Horsens.
Ligeledes indskiftede Rasmus Sørensen havde et godt skud lige over mål, og i slutminutterne bankede Kim Palm et langskud tæt forbi.
De trætte ben slap ikke med to gange 35 minutter, og heller ikke to gange 10 minutters forlængning var nok til at fremtvinge en afgørelse, og derfor måtte dommer Benjamin Leander sende de to hold ud i straffesparkskonkurrence.
De første syv forsøg alle blev udnyttet, men afgørelsen faldt ved det ottende og stillingen 4-3 til KB/FCK, da Henrik Hansen - der først stoppede sin Superliga-karriere her i foråret - bankede sit forsøg over mål. I stedet kunne "Man of the Match" Michael Strandquist (og undskyld at vi først troede det var Lasse Lauth) sætte det femte og sidste spark til 5-3, og så brød jubelen løs i den københavnske lejr, mens fynboerne slukørede måtte gøre klar til en bustur hjem til Odense med sølvmedaljerne.
KB/FCK-drengene fandt derimod nye kræfter frem, da der skulle jubles med champagne, pokal og medaljer. Og at dømme efter forventningerne til aftenens bytur, så er det ikke nødvendigvis selve kampen, der vil plage dem mest i morgen. Men det skal være dem vel undt - tillykke med endnu en DM-titel!
FCK/KB-startopstilling: Ulrik Thomsen - Michael Strandquist, Mikkel Vittrup, Michael Gravgaard, Thorkild Nielsen - Lars Hjortshøj, Kim Palm, Dragan Bakovic (anf.), Martin Dons Odsgaard - Adam Geertsen, Todi Jónsson
Indskiftere: Lasse Lauth, Rasmus Sørensen og Lasse Lund Larsen
Ud over nedenstående billeder fra kampen kan du indtil søndag eftermiddag se nogle videoklip (herunder alle straffesparkene) på vores Snapchat-story - følg "fc_kobenhavn"!
Ulrik Laursen passer på Todi Jónsson
KB/FCK-anfører Dragan Bakovic
Michael Gravgaard spillede som sædvanlig solidt i midterforsvaret
Adam Geertsen i duel med AC Odenses Henrik Hansen
Lasse Lauth - kunne have afgjort allerede i ordinær spilletid
Ulrik Laursen og Michael Gravgaard får lige en hyggesnak efter kampen
Dansk mester i Old Boys-fodbold 2015
Fotos: Torkil Fosdal, FCK.DK