Oldboys har sæsonpremiere
Mandag aften tager KB/FCK's femdobbelte Oldboys-mestre fat på en ny sæson med en hjemmekamp mod BSF kl. 20.45 på KB's kunstgræsbaner.
De gamle drenge har spillet to træningskampe og vundet 5-0 over B1908, inden de i sidste uge måtte nøjes med 1-1 mod Græsrødderne.
"Bomberen fra Skovlunde"
Her viste cheftræner Lasse Lund Larsen målnæsen, og det er ikke et godt tegn for aftenens gæster fra Ballerup-Skovlunde Fodbold. Sidst de to hold mødtes blev han indskiftet efter 55 minutter og scorede herefter fire mål på otte minutter i holdets samlede 9-1-sejr, der indbragte ham tilnavnet "Bomberen fra Skovlunde"...
"Efter fem danske mesterskaber går vi selvfølgelig efter at vinde for sjette gang i træk, men Hvidovre kan godt give os problemer, for de har samlet et godt hold," fortæller Lasse, der også beretter, at Jesper Christiansen har fået konkurrence på målmandsposten i form af en anden eks-FCK'er, Thomas Villadsen.
Thomas Villadsen
Den nu 34-årige Villadsen er i dag målmandstræner for Lyngby Boldklub. Han kom til KB som junior, og allerede i maj 2002 sad han som 17-årig på bænken i en Superligakamp i Aalborg, da den faste reservekeeper Benny Gall var skadet.
i januar 2006 forlængede han sin aftale til sommeren 2007 og blev fuldtidsprof fra 1. april, da han var færdig med skolen. I sommeren 2006 blev han oprykket i førsteholdstruppen, men trods 19 kampe på bænken gennem årene nåede han aldrig en officiel førsteholdskamp for klubben, inden han i sommeren 2007 fortsatte karrieren i bl.a. hollandsk og rumænsk fodbold.