Opdatering på gårsdagens udmelding om sæsonkortsalg
I går åbnede muligheden for gentegning af sæsonkort til den kommende sæson og salg af nye abonnementer.
Gårsdagens udmelding om sæsonkortsalg kom i lyset af de seneste ugers fokus på ændringerne på vores sæsonkort- og abonnementsprodukter, samt sidste uges dialogmøde mellem klubben og udvalgte fanrepræsentanter.
>> Læs også: Ændringer i sæsonkort og abonnementer
>> Læs også: Konstruktivt dialogmøde med fans om sæsonkort og abonnementer
Fortsat dialog omkring ændringer og tiltag
Som vi meldte ud i sidste uge, gav dialogmødet anledning til relevante input og diskussion, som klubben i den kommende tid vil se nærmere på og efterfølgende drøfte med forskellige fanrepræsentanter.
Hovedparten af de ændringer, vi har aftalt at tage yderligere dialog omkring, vil først have effekt fra 24/25-sæsonen - og altså ikke den kommende sæson (23/24). Og netop af den årsag, er det vigtigt at slå fast, at der fortsat er tid til, og intention fra klubben om, at fortsætte dialogen om sammensætningen af vores fremtidige sæsonkort- og abonnementsprodukter.
Det første møde om ’fremtidens loyalitetspoint’ er allerede planlagt med fan-udvalget, der inkluderer Sektion 12-foreningen, FCKFC og Nedre C. Det er ligeledes vores ambition, at dialogen omkring de øvrige punkter også vil være igangsat inden sæsonstarten - herunder en diskussion af mulige alternativer til Platinkortet, som vi kender det i dag.
Med hensyn til Platinkortholdere på Sektion 12, hvor der fra den kommende sæson (23/24) er indført et krav om en udnyttelsesgrad på minimum 85%, blev det på mødet med fanrepræsentanterne ligeledes aftalt, at vi vil kigge nærmere på en lavere procentsats, der i så fald vil være gældende fra den kommende sæson.
Ratebetaling
I gårsdagens udmelding var det også nævnt, at ratebetaling ikke vil være muligt fremadrettet. Dette er fortsat gældende, men F.C. København skylder en forklaring på beslutningen.
Baggrunden er, at vi i den forgangne sæson har arbejdet på at forbedre betalingsoplevelsen ved billetkøb og især abonnementsbetalinger. Det primære fokus har været at sikre en nem mulighed for opdatering/ændring af betalingskort og smidigere håndtering af betalinger på tværs af familie og venner.
I forbindelse med den tekniske opdatering af vores betalingsløsninger, besluttede vi i samme omgang at udfase ratebetaling i lyset af den udvikling, vi har set. Ikke alene er mængden af fans, der har valgt et abonnement (månedlig betaling), vokset til at udgøre 2/3-dele af det totale antal sæsonkortholdere og abonnenter. Samtidigt har vi siden sæsonen 17/18 set et fald på 21 procentpoint - fra 28% af sæsonkortholdere på ratebetaling dengang til kun 7% i den netop overstående sæson, der havde valgt at benytte sig af ratebetaling.
Dette er årsagerne til, at det ikke blev prioriteret som en del af vores nye betalingsløsning, og at ratebetaling dermed ikke længere tilbydes.
Vi forstår de frustrationer, nogle af de nye tiltag har medført og at kommunikationen omkring dem som tidligere anerkendt ikke har været god nok. Nu ser vi frem til den fortsatte dialog med fanrepræsentanterne og de mulige alternativer.