Optakt: Brøndby IF - F.C. København

Scenen er sat og drejebogen drejet. For tredje år i træk er der lagt op til en ægte guldkamp onsdag aften, når landets to førende klubber F.C. København og Brøndby IF tørner sammen i sæsonens næstsidste runde på Brøndby Stadion.

Begge mandskaber møder op med fremragende spillemæssige præstationer i bagagen. Desværre for løverne udmøntede et gigantisk chancespektrum sig ikke i nogen scoringer, hvorfor kampen mod Esbjerg i weekenden resulterede i 0-0. Alligevel bobler truppen af spilleglæde og optimisme forud for vel nok sæsonens vigtigste kamp onsdag aften. Stemningen til ugens foreløbige træningspas har således tydeligt båret præg af spillere med selvtillid og spillere der forventningsfulde ser frem til den helt ekstraordinære kamp på Brøndby Stadion.

Til dette opgør må Hans Backe dog desværre undvære formstærke Jörgen Pettersson, der pådrog sig en fiberskade under kampen mod Esbjerg. Det kan medføre at Backe skifter tilbage til sin vante 4-4-2 formation, idet Pettersson, i den spillemæssige flotte kamp mod Esbjerg, blev brugt som hængende angriber i en 4-3-1-2 opstilling. Derfor er Pettersson ikke at finde i den 16-mandstrup, der er udtaget til opgøret, hvoraf én sies fra inden kampen:

1. Magnus Kihlstedt
4. Bo Svensson
5. Martin Albrechtsen
7. Erik Mykland
8. Peter Nielsen
9. Thomas Røll
10. Sibusiso Zuma
12. Todi Jónsson
14. Bora Zivkovic
15. Peter Christiansen
16. Balázs Rabóczki
17. Ole Tobiasen
21. Morten Bisgaard
24. Christian Traoré
25. Hjalte Nørregaard
32. Peter Møller


Brøndby IF spillede i weekenden OB ud af brættet og sejrede med sikre 4-0. Uden tvivl har Laudrups unge tropper imponeret i foråret, hvor de stort set har kunnet spille uden nerver, idet forventningernes tunge pres har hvilet på Byens Holds skuldre. Nu er det imidlertid de blå-gule der har alt at vinde, hvilket ikke kan udelukkes at spille ind på det unge mandskabs psyke. En af de rutinerede kræfter holdet har støttet sig op af har været litauske "Auri", men ham må Laudrup se bort fra grundet et brækket ribben hos den lille venstreback. Også Dalgas, Olesen og Jonsson har været fraværende til et par træningspas, men de forventes alle klar til kamp. Atter til rådighed står også Morten Wieghorst, der vender tilbage efter at have afsonet karantæne.

Skæver man til statistikken afslører denne jævnbyrdighed. 35 gange har de to mandskaber mødtes i landets bedste række og her er det blevet til 16 sejre til løverne, mens 6 er endt uafgjort og 13 med nederlag. På udebane er tallene stort set også ligeværdige idet 15 kampe er spillet med 6 sejre 2 uafgjort og 7 nederlag til følge.

I 2001 vandt F.C. København kampen om guldet, i 2002 var det Brøndbys tur. År 2003's guldkamp er endnu en åben affære, selvom nogen nok vil mene, at det aldrig skulle være endt sådan. Men sket er sket og hvorom alt er, er det netop disse kampe der gør fodbolden på en gang så intens, vedkommende, og nervepirrende som stemningen forud og helt sikkert også under årets Guldbrag vil være.

Er billetten til Brøndby Stadion ikke sikret, er det stadig muligt at opleve kampen med fornemmelse af "Stadionstemning", idet portene til PARKEN vil være slået op til storskærmsarrangement. Det vil være muligt at komme ind fra klokken 18.00 og der vil være gratis entre.

Forza FC!