På træningsbanen igen
Fredag formiddag var truppen igen samlet og tog hul på forberedelserne til forårssæsonen, der skydes i gang den 3. februar. I første omgang venter en uges træning i København, som afsluttes med en træningskamp næste fredag kl. 11 mod Hvidovre IF - en kamp, som vi streamer direkte på vores Facebook-side.
Senere i dag kan du høre en podcast og se et FCK TV-indslag fra den første træningsdag, hvor Jess Thorup og hans to nye assistenter, Jacob Neestrup og Rubén Sellés, samt den øvrige trænerstab havde spillerne i aktion.
Jonas Wind, Mohamed Daramy og Sten Grytebust trænede for sig selv. Jonas og Mo på grund af de skader, de pådrog sig i slutningen af efterårssæsonen, og Grytebust, fordi han gennemgik en planlagt, mindre operation kort før jul. Alle træner efter planen fuldt med, når truppen på lørdag tager på træningslejr i Portugal.
Desuden trænede Zanka og Marios ikke i dag. Zanka har fået et par ekstra fridage, og Marios ankom først i løbet af formiddagen og træner senere på dagen.
Fra U19-truppen trænede Rasmus Højlund, Valdemar Lund, Victor Kristiansen, Marko Stamenic, William Bøving, Jacob Haahr og Hákon Arnar Haraldsson med, mens resten af deres holdkammerater og resten af Talentafdelingen jo er hjemsendt indtil videre på grund af Covid-19 nedlukningen.
I dag var truppen opdelt i to grupper, der skiftevis trænede i KB Hallens fitnesskælder og på en af kunststofbanerne (men Hvidovre-kampen næste fredag spilles efter planen på bane 3). I morgen står den også på træning, søndag er fridag, og så er der ellers træning hver dag, indtil afrejsen til Portugal.
Træningslejren er skubbet en uges tid i forhold til de første planer, og det skyldes, at trænerstaben hellere vil have "overstået" den første uges tid med tungere og mere fysiske træning herhjemme i vintervejret, og så udnytte tiden under varmere himmelstrøg til den mere taktiske træning.