PARKEN får 38.000 siddepladser

Flere danske medier bringer i dag nyheden om, at Brøndby IF/Brøndby Stadion byder på afviklingen af finalen i Ekstra Bladet Cup fra 2010 og frem. Desværre viderebringer de fleste medier i samme forbindelse en urigtig information om tilskuerkapaciteten på Danmarks nationalstadion PARKEN. Det er således en kendsgerning, at PARKEN vil rumme 38.000 pladser, når ombygningen om lidt over en måned er færdig.

 

- Vi har ingen kommentarer til Brøndby IF's direktørs udtalelser omkring den igangværende proces i DBU angående fremtidens pokalfinaler, men vi er kede af, at der florerer ukorrekte oplysninger om PARKENs kommende kapacitet. Det er en kendsgerning, at vi vil have 38.000 siddepladser fra 1. juli, hvilket så vidt jeg er orienteret er over 30 procent flere end noget andet stadion i Danmark, siger koncernchef i PARKEN Sport & Entertainment A/S, Dan Hammer, der ligeledes ser frem til nye topmoderne faciliteter for spillere, presse, tv-selskaber og kommercielle samarbejdspartnere.