Pelle: Jeg er klar til i morgen

Pelle: Jeg er klar til i morgen

- Jeg følte lidt ømhed i baglåret, men kunne godt have spillet i mandags, hvis det havde været nødvendigt. Men der var ingen grund til at tage nogen chancer, så derfor stod jeg over, men jeg er klar til i morgen, sagde Pelle Nilsson efter dagens træning i Bad Radkersburg.

Træningen foregik for en gangs skyld ikke i bagende sol, for efter et kæmpe regn- og tordenvejr onsdag eftermiddag, var temperaturen her til formiddag helt "nede" på 17-18 grader. Det blev samtidig turens sidste rigtige træningspas, for i morgen er det igen kampdag, og lørdag er der kun lidt kort restitutionstræning, inden truppen flyver hjem til Danmark.

- Kampen mod Anji i morgen er vigtig, da det er vores sidste træningskamp, inden der venter et tæt program i juli og august. Her gælder det jo om både at få en god start i Alka Superligaen og komme frem til Europa League-gruppespillet, men jeg synes foreløbig det ser fint ud.

Efter afslutningen på forårssæsonen var Pelle med det svenske A-landshold, så det er kun blevet til 7-8 dages ferie, inden træningen begyndte igen, men det bekymrer ikke den erfarne centerforsvarer.

- Nej, for det betyder samtidig, at man ikke har tabt så meget i niveau, inden man skal i gang med den meget korte forberedelse til den nye sæson, så det er ikke noget problem. Vi har selvfølgelig nogle nye spillere, der skal spilles ind på holdet, men jeg synes allerede de er faldet godt til både på og uden for banen, vurderer Pelle, der givetvis kan se frem til at starte inde næste torsdag, når det går løs i Europa League-kvalifikationen.

- Ja, det er jo en lidt usædvanlig situation, hvor både Zanka og Anton har en spilledags karantæne. Men det ser vi på, når vi ved hvem vi skal møde, slutter Pelle.

Det er i aften, det afklares hvem vi skal møde på torsdag, når Valetta FC tager imod Newtown AFC hjemme på Malta. Waliserne har en 2-1-sejr med fra det første opgør.


Under onsdagens regn og torden var der tid til indendørs sysler, og mens de unge spillede Play Station på værelserne, tog Tom Høgli og Pelle Nilsson en kop kaffe over et parti skak. Det blev en sikker norsk sejr...

Foto: Torkil Fosdal, FCK.DK