Pep Biel efter sit historiske hattrick: Utroligt at tangere N'Doye
Efter sine tre mål i Parken i går er Pep Biel oppe på siden af legendariske Dame N'Doye øverst på listen over flest Derby-mål nogensinde i Superligaen.
"Det var fantastisk! At score et hattrick i et Derby og så i Parken i den kulisse... Man drømmer altid om at score, men at gøre det tre gange og blive historisk på den måde... Det var helt utroligt, og jeg er så glad," siger Pep Biel dagen derpå.
Derby-topscorer sammen med N'Doye
Det var tredje Derby i træk, at Pep Biel kom på måltavlen og nu er den 25-årige profil helt øverst oppe på siden af legendariske Dame N'Doye på listen over flest Derby-mål nogenside i Superliga-sammenhæng med 8 alt i alt - og Pep Biel har gjort det i bare 11 kampe mod de blågule siden skiftet fra Real Zaragoza i sommeren 2019.
"Jeg ved, at jeg nu har tangeret Dame N'Doye og scoret ligeså mange mål som ham mod Brøndby. Det er også utroligt - altså, det er jo N'Doye, som jo er en af de største stjerner i FCK gennem tiderne. Det er virkelig stort for mig," lyder det fra Pep Biel, der også blev historisk på anden vis, da der aldrig før er lavet hattrick i en kamp mellem FCK og Brøndby:
"Jeg vidste faktisk ikke, at jeg er den første, der laver et hattrick i et Derby i Danmark! Det gør det jo kun endnu vildere," smiler den spanske topscorer, der i den grad viste målnæsen frem i et fyldt Parken.
Nyder at spille helt fremme
"Det var nogle rigtige angriber-mål, og jeg nyder at spille helt fremme på den plads og komme frem til den slags chancer tæt under mål. Jeg fik fulgt godt op på to redninger fra deres målmand, og så fik jeg styret et fladt indlæg fra Denis (Vavro, red.) i nettet også - så det var perfekt, og jeg forsøger bare at gøre mit bedste som angriber."
"Mit bedste Derby-mål er nok stadig det på Brøndby Stadion, som jeg scorede i foråret, hvor jeg styrede bolden helt op i det ene målhjørne," lyder det dog fra Pep Biel.
Kamp i Parken igen allerede fredag
På fredag skal han og holdkammeraterne forsøge at finde vej til nettet i Parken igen mod Randers:
"Vi skal fortsætte de takter, vi viste i går, hvor vi havde et godt flow i spillet, og virkelig skabte mange chancer. Det giver selvfølgelig selvtillid, men det forpligter også. Vi ved, hvad der forventes af os, og hvad vi er i stand til, så vi glæder os til at komme ind foran vores fans igen allerede på fredag."
Kampen mod Randers fløjtes igang kl. 21.00 og der er masser af underholdning i forbindelse med opgøret, da vi fejrer vores 30 års-jubilæum den dag.