
Pokalsemifinalen venter for F.C. Københavns løvinder
Forberedelserne til kvindernes pokalsemifinaler er i fuld gang, og løvinderne ser frem til at teste sig mod Danmarks pt. bedste kvindehold, Fortuna Hjørring, der ligger nr. 1 i Kvindeligaen. Hjemmekampen spilles allerede lørdag d. 29. marts på Vanløse Idrætspark.
Blot 8 måneder inde i holdets levetid har F.C. Københavns kvindehold kvalificeret sig til semifinalerne i pokalturneringen som det første 2. divisionshold nogensinde.
"At stå i pokalsemifinalen efter mindre end et år sammen som hold er intet mindre end en fantastisk præstation. Det viser den enorme dedikation, talent og sammenhold, som spillerne har bygget op på meget kort tid. Vi har skabt noget helt særligt, og jeg er utrolig stolt af, hvor langt vi er nået,” siger Head of Women’s Football F.C. København, Rebecca Steele.
Har spillet mere frit
Efter en dramatisk kvartfinale mod Aalborg Freja, der blev afgjort i forlænget spilletid af Celine Dalsten, er løvinderne nu i fuld gang med forberedelserne til de to spændende semifinaler mod Fortuna Hjørring.
”Pokalkampene har været et dejligt afbræk fra turneringen i efteråret, hvor der var et enormt pres på hver eneste kamp. Pokalturneringen har været mere fri for os, fordi der ikke var nogle forventninger til, hvor langt vi skulle nå, og det har så bragt os til lidt af en opgave nu i semifinalen mod det pt. bedste hold i Danmark,” siger cheftræner Kasper Klarskov.
Hjemmekampen spilles lørdag d. 29. marts kl. 13.00 på Vanløse Idrætspark, mens udebanekampen i Hjørring spilles skærtorsdag d. 17. april kl. 15.00.
Sværeste kamp venter
”Vi møder Danmarks pt. bedste hold, de fører kvindeligaen og har været enormt svære at slå. Det er et hold primært bestående af udenlandske spillere, en del af dem med stor erfaring både fra den danske liga og internationalt. De er velorganiserede, og så har de nogle offensive profiler, som bliver svære at håndtere, så det bliver uden tvivl vores hidtil sværeste kamp,” siger cheftræneren og uddyber:
”Vi vil gerne måle os med de bedste for at se, hvor langt vi har igen. Vi har selv en håndfuld spillere med en del ligaerfaring, men det ligger jo nogle år tilbage, og så er det fedt for vores unge at blive matchet på højeste niveau.”
”Jeg glæder mig også til at se os i en underdogrolle, og vi vil gøre alt, hvad vi kan for at have noget at spille for i samtlige 180 minutter, men det kræver selvfølgelig en rigtig god præstation i den første kamp på hjemmebane.”
Historisk bedrift
At løvinderne rent faktisk er det første 2. divisionshold nogensinde, der når semifinalen i pokalturneringen og dermed skriver historie, betyder også noget, selvom holdet ikke dvæler ved den store bedrift.
”Ja, det blev jeg bevidst om, men jeg havde ikke tænkt over det tidligere. Det er jo fantastisk, at vi allerede i første leveår kan skrive os ind i historiebøgerne, dels ved det her, men jo også med den massive tilskuerinteresse. Vi håber naturligvis også på at se en masse tilskuere til vores pokalsemifinaler,” siger Kasper Klarskov.