Pospech og Delaney landsholdsudtaget

Zdenek Pospech er udtaget til det tjekkiske landshold, og Thomas Delaney til det danske U19-landshold.

 

Tjekkiet møder på onsdag Belgien i en træningskamp, og det er sidste chance for den nye landstræner Hasek til at forberede sit hold på den vanskelige udekamp mod naboerne fra Slovakiet den 5. september. Tjekkiet er p.t. nr. 4 i sin VM-kvalifikationsgruppe og kan få meget svært ved at kvalificere sig til slutrunden i Sydafrika næste år.

 

Det unge stortalent Thomas Delaney, der i Montenegro fik sin europæiske debut for F.C. København og også var med i truppen der i onsdags eliminerede Stabæk, er udtaget til U19-landsholdets 18 mands-trup, der skal møde Ungarn i to træningskampe i Budapest den 18. henholdsvis 20. august. Senere på efteråret skal årgangen også spille to træningskampe mod Sverige og en mod Italien, inden man i oktober drager til Israel for at spille tre EM-kvalifikationspuljekampe mod Polen, Aserbadjan og værtsnationen Israel.

 

Thomas er i forvejen noteret for tre U18-landskampe, og hvis han både kan holde sin plads i FCK-truppen og på U19-landsholdet, så går han et travlt fodboldefterår i møde.

 

Meget U20-spilletid til Özdogan og Albrechtsen
Mens vi er ved de unge talenter, så har vi tidligere fortalt at Saban Özdogan og Jacob Albrechtsen var med U20-landsholdet til den årlige NI Milk Cup i Nordirland, hvor Danmark kvalificerede sig til finalen efter at have besejret USA 2-1 og spillet uafgjort 1-1 Israel i den indledende pulje. I finalen trak værterne dog det længste strå og vandt 2-0.

 

Jacob startede ind i alle tre kampe, men blev i finalen udskiftet et kvarter før tid. Saban startede inde og fik fuld spilletid mod USA og Nordirland, men fik "kun" 2. halvleg mod Israel. Så alt i alt rigtig meget spilletid og god, international erfaring til begge.