Pressen skrev

B.T.:

»Der var ikke meget mesterskabsklasse over FCK. Men når man henter tre point på en dag, hvor det ikke kører, er det måske netop mesterskabsklasse.«
Silkeborgs træner Morten Bruun satte meget præcist ord på kampen, som netop havde sendt FCK på en førsteplads i SAS-ligaen.
For efter en række fremragende præstationer på hjemmebanen blev 2-1 sejren over Silkeborg aldrig den helt store spillemæssige oplevelse, som en ellers flot ramme indbød til.
Mere end 18.000 tilskuere bar deres favoritter frem mod bundholdet Silkeborg, og de første 45 minutter slap hjemmeholdet da også bedst fra.
Men det var som om det, at holdet nu for alvor har føling med Brøndby i toppen havde sat sit spor på indsatsen. Spillet blev aldrig helt flydende, og især kantspillet kom ikke til at fungere som tidligere.
Jacob Juhls selvmål gav FCK en fortjent pauseføring, og træner Hans Backe var da også tilfreds med 1. halvleg.
»Vi taber lidt rytmen, da de får udlignet lige efter pausen. Præcisionen i afleveringerne forsvandt.
Men vi kæmper os metodisk tilbage til et overtag, og som så ofte før fik vi belønningen til sidst,« sagde en veltilfreds Hans Backe,inden han kendte resultatet fra Brøndbys kamp i Aalborg...

Ekstra Bladet:

FC København fik i dag endnu tre vigtige point til mesterskabskampen, da løverne hjemme i Parken besejrede bundholdet Silkeborg med 2-1 for øjnene af 18.869 tilskuere.

Silkeborg har ikke vundet i Parken i holdenes seneste 13 indbyrdes opgør, og selv med en lejet Henrik 'Tømrer' Pedersen tilbage i Silkeborgs angreb turde bundholdet ikke håbe på meget mere end det ene point.

Efter 21 minutter scorede en uheldig Jacob Juhl i eget net og bragte dermed et aggressivt FCK hold på 1-0 - en stilling, der holdt til pausen.

FCK's målmand Magnus Kihlstedt var dermed få minutter fra at slå Jan Hoffmanns rekord på 680 minutter uden scoring, men blot fire minutter før rekorden var i hus, udlignede Brian Pedersen direkte på hjørnespark.

Kihlstedt kunne dog trøste sig med at københavnerklubben fik alle tre point, da Peter Møller ni minutter før tid kom højest til et indlæg fra Peter Christiansen og fortjent headede FCK på 2-1.



Onside.dk:

Peter Møller holder FC København på sejrskurs.

Ved stillingen 1-1 steg den høje angriber til vejrs 10 minutter før tid og sendte bolden i mål på hovedstød. En halvskidt kamp af FC København blev glemt og de næsten 19.000 tilskuere kunne gå hjem med forvisningen om, at FC København stadig er med i mesterskabskapløbet.

Københavnerne startede kampen bedst, men havde konstant problemer med at komme til afslutning, selvom hjemmeholdet var i boldbesiddelse stort set hele tiden.

Silkeborgs Per Ottosen måtte udgå allerede efter 19 minutter efter en hård tackling fra Martin Albrechtsen, der slap med en advarsel.

Seks minutter før pausen tabte Jesper Thygesen bolden til Zuma, der resolut skød på mål. Bolden ville have gået forbi mål, hvis ikke Jacob Juhl uheldigt fik rettet den ind i mål. 1-0 til FCK.

At Silkevborgs Brian Pedersen er begyndt at skyde på mål direkte fra hjørnesparkspletten afslørede sig, da Silkeborg i starten af anden halveg fik tilkendt to hjørnespark, som Brian Pedersen tog sig af.

Begge gange skød han simpelthen på mål med sit glimrende venstreben - og anden gang lykkedes det med et utroligt mål til 1-1.

Ærgerligt for FCKs målmand Magnus Kihlstedt, for han var kun syv minutter fra at slå Jan Hoffmanns gamle rekord på 680 "clean sheet-minutter".



Berlingske Tidende:

FC Københavns sportsdirektør, Niels-Christian Holmstrøm, havde i Berlingske Søndag slået et slag for Superligaen.
»Vi skal passe på med hele tiden at fortælle, at det er røven af 4. division,« advarede han og fortalte om udenlandske gæster, der roser niveauet i den bedste hjemlige liga.
Således var det med en berettiget forventning om god underholdning, at 18.869 fodboldglade danskere i går indløste billet til Parkens indbydende tribuner, krængede jakken af og lod solen slikke deres blege arme.
Desværre havde i hvert fald halvdelen af aktørerne nede på banen tilsyneladene ikke fået læst avisen den morgen. Opgøret mellem FC København og Silkeborg IF blev således en noget tam affære og formede sig som de fleste kampe gør og formentlig vil fortsætte med at gøre på FCKs hjemmebane - med forsigtige gæster, der helst ikke skal vove for meget, og værter på jagt efter hullet i en massiv forsvarsmur.
Kampen var således ikke mange minutter gammel, før det stod alle klart, at betrængte Silkeborg var kommet for at forsvare udgangspunktet på 0-0. Nok havde træner Morten Bruun valgt at sætte lejesvenden fra Bolton, Henrik »Tømrer« Pedersen, ind i startopstillingen sammen med topscorer Bo Nielsen. De var til gengæld også stort set de to eneste rødblusede, der tænkte en smule fremadrettet - og havde af samme årsag kun ganske få bolde at arbejde med.
Det er imidlertid svært at bebrejde Silkeborg den defensive indstilling. Holdet er trængt i bunden og har netop måttet se nedryknings-konkurrenterne fra Vejle tilegne sig en skrivebordssejr i forrige weekends ellers tabte opgør mod AB, der havde brugt en ulovlig spiller. Dertil kommer så den kendsgerning, som ABs Heine Fernandez som den hidtil eneste har talt højt om - at FCK ganske enkelt har købt og arbejdet sig så stærke, at ingen danske modstandere vil komme til Parken med et alvorlig ment ønske om at spille for at vinde.
Dét giver dårlige betingelser for sportsdirektørens ellers velmente ord om underholdning. Det synes i hvert fald alene at være op til hans egne spillere at levere den, og det er de da også gode nok til - i går rakte det så ikke til en hel kamp, men mindre kunne gøre det.
På nær anden halvlegs første ti minutter sad FCK totalt på spillet, og det blev til flere gennemspillede angreb, som med lidt større held kunne have ført til scoringer. Holdets midtbane med Erik Mykland og Christian Poulsen førte bolden fornuftigt rundt, og Sibusiso Zuma var vældig oplagt i sine driblinger og afslutninger.
Det skulle da også blive ham, der stod fader til føringsmålet. Med blot fem minutter til pausen opsnappede han en sløset aflevering i Silkeborgs forsvar, afdriblede venstre backen Rasmus Hansen og afsluttede så hårdt, at Jacob Juhl nærmest ikke kunne undgå at løbe bolden over stregen. Selvmål, vil der stå i historiebøgerne, men scoringen var helt og aldeles sydafrikanerens fortjeneste?