Prisen er for høj

F.C. København overvejer markante initiativer efter dårlig opførsel på lægterne til de seneste FCK-kampe.

 

Efter onsdagens pokalkamp på Lyngby Stadion lå over 200 ødelagte sæder foran FCK-afsnittet, hvor der i øvrigt også blev antændt flere romerlys. Dermed blev kampen endnu et vidnesbyrd om en opførsel, der lige nu udvikler sig i forkert retning.

 

I forbindelse med blandt andet hærværket blev fem tilskuere identificerede som gerningsmænd, og de fire får minimum 12 måneders karantæne fra F.C. Københavns kampe ude og hjemme, mens den femte formentlig har set sin sidste FCK-kamp nogensinde.

 

For F.C. Københavns bestyrelsesformand, Flemming Østergaard, er bægeret fyldt:

 

- Der skal ikke herske tvivl om, at F.C. København ikke vil acceptere den opførsel, som vi har set i PARKEN, Farum og Lyngby på det seneste. Vi har tilsyneladende fået en gruppe af personer ind til kampene, der ikke er det ringeste interesseret i fodbold eller F.C. København, men til gengæld er sygeligt interesseret i at profilere sig selv og vandalisere. Desværre ser vi også, at der er nogle lidt større grupper rundt om hærværksmændene, der dækker over dem. Nu vil vi analysere situationen, og på et møde med fanklubben og andre interessenter i næste uge vil vi fremlægge vores planer for fremtiden. Og beskeden vil ikke være til at misforstå, siger han og bekræfter, at det blandt andet er den såkaldte Stemningstribune i PARKEN og ture til udekampe, der er til intern debat i klubben.

 

- Alle i dansk fodbold sætter pris på den fantastiske stemning, som vores fans skaber til kampene, men prisen for den gode stemning er lige nu for høj. Hverken klubben, vores titusindvis af ordentlige fans eller vores spillere fortjener at blive sat i så dårligt lys, som ødelæggelserne i Farum og Lyngby medfører, og tiden er ved at rinde ud for vores tro på, at tåberne er indenfor pædagogisk rækkevidde, slutter bestyrelsesformanden.

 

 

SE OGSÅ

>>> F.C. København Fan Club tager afstand!