PS&E's forventninger til 2020
Med den historiske kvartfinaleplads mod Manchester United i UEFA Europa League i næste uge har F.C København igen markeret sig som den førende fodboldklub i Skandinavien.
Selv om den videre kvalifikation giver ekstra indtægter, retter det ikke væsentligt op på, at COVID- 19 pandemien har været særdeles kostbar for PARKEN Sport & Entertainment, der må varsle et foreløbigt negativt resultat før skat for 2020 på mellem 150 til 200 millioner kroner. Den oprindelige forventning var et resultat før skat på mellem 0 til 20 mio. kr.
Bestyrelsesformand Bo Rygaard understreger, at der fortsat er stor usikkerhed om det endelige resultat, da selskabet endnu ikke ved hvornår og i hvilket omfang koncernen kan genoptage aktiviteterne i sædvanligt omfang.
”Vi er fortsat i en situation, som bogstaveligt talt ændrer sig fra dag til dag i begge retninger. Det er naturligvis frustrerende og ærgerligt, at COVID-19 pandemien har ramt os hårdt over en bred front fra fodbolden til Lalandia, men vi kan glæde os over, at både F.C. København og Lalandia under de vanskelige forhold har leveret tilfredsstillende resultater,” fastslår Bo Rygaard.
Bestyrelsesformanden glæder sig over, at PARKEN Sport & Entertainment har styrket alle forretningsområder, både sportsligt og kommercielt, i de seneste måneder.
Samtidig tegnede første kvartal mere positivt end forventet indtil pandemien ramte. Likviditetsmæssigt er koncernen godt rustet gennem et yderligere kapitalberedskab på 440 mio. kr.
PARKEN Sport & Entertainment forventer en omsætning på mellem 550 til 600 mio. kr. mod forventet 900 til 950 mio. kr. ved årets begyndelse.