Ragnar og Toutouh før Juventus: Spiller vores chance
I morgen klokken 20.45 bliver F.C. Københavns femte gruppespilskamp i denne sæsons UEFA Champions League fløjtet i gang, når Løverne møder Juventus på udebane i Torino.
>> Se MegaStores specielle tilbud på FCK's spillesæt mod Juventus
Det første møde endte som bekendt med en pointdeling efter 1-1, og Ragnar Sigurdsson, der fik 90 minutter i det møde, ser frem til en ny udfordrende kamp mod Juventus.
- Det bliver selvfølgelig en hård kamp. Vi ved, at Juventus er et rigtig godt hold, men vi kommer til at spille vores chance i morgen aften og give alt, hvad vi har, fortæller Sigurdsson, der husker gode ting fra 1-1-kampen i PARKEN.
- Vi kan tage meget med fra det første opgør. Vi lærte meget og var godt med i store dele af kampen, og siden har vi spillet kampe mod Real Madrid og Galatasaray, så vi ser frem til at prøve kræfter med Juventus endnu engang.
Youssef Toutouh, der i søndagens kamp i Superligaen fik fuld spilletid og bidrog med et mål, ser også frem til at møde Juventus igen.
- Vi ved alle sammen, hvad de står for, og vi ved, det bliver en svær kamp. Med fra den første kamp kan vi tage den første time med, hvor vi stod rigtig godt og spillede fint. Vi holdt dem fra de store chancer og fik desuden selv lavet et mål, så vi vil helt sikkert gå efter vores chance.